Ældrerådet ser muligheder i sundhedshus: 'Flere aftaler på samme dag vil være en fordel for mange'

Ældrerådet ser muligheder i sundhedshus: 'Flere aftaler på samme dag vil være en fordel for mange'
Bornholms Ældreråd forestiller sig, at et sundhedshus i den tidligere Østre Skole i Rønne kan gøre det muligt at samle aftaler på tværs af sundhedsfaglige grænser, så ældre kan komme til for eksempel fodlæge, øjenlæge og kiropraktor samme dag i stedet for at skulle af sted flere gange, siger formand Erik A. Larsen. Arkivfotos: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. FEB 2021 • 09:17
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
28. FEB 2021 • 09:17

SUNDHED

Ideen om et sundhedshus i den tidligere Østre Skole i Rønne bliver modtaget med glæde i Bornholms Ældreråd. Rådet repræsenterer borgere over 60 år, og især for denne gruppe kan et sådant tilbud være en gevinst, mener rådet, som drøftede Rønne Center for Sundhed & Trivsel på sit seneste møde. Ved at samle de forskellige sundhedsfaglige tilbud på et sted bliver det nemmere for øens ældre borgere at få adgang til sundhedspersonale, mener rådet.

I forlængelse af salget af den tidligere skole har regionskommunen været i dialog med folkene bag sundhedshuset om muligheden for, at kommunen engagerer sig i projektet. Den udstrakte hånd bør kommunen tage imod, mener ældrerådet.

– Vi synes, at kommunen bør støtte sådan et projekt, for der ligger en bygningsmasse, som bare forfalder og ikke kan bruges til meget andet, så vi synes, at kommunen skal strække sig rigtig langt for at støtte det her projekt, siger formand Erik A. Larsen på vegne af Bornholms Ældreråd.

En klar fordel

Ældrerådet ser nogle muligheder i, at man får samlet nogle sundhedsfunktioner i sådan et sundhedshus, ikke mindst for ældre bornholmere og måske især for dem, som ikke bor i Rønne.

– Det kunne være, at der var fodspecialister, kiropraktorer, fysioterapeuter, speciallæger og tandlæger, og især for ældre mennesker, der måske bor ude på Bornholm og skal til et eller andet, kunne man måske samle aftalerne på en dag, i stedet for at de skal køre fire-fem gange i løbet af en måned, siger Erik A. Larsen.

Det kan selvfølgelig være en fordel for alle aldersgrupper, men især for den gruppe, ældrerådet repræsenterer, mener formanden.

– Der ser vi en helt klar fordel for de ældre og især for de ældre, som ikke selv kan transportere sig og måske skal arrangere noget offentlig transport eller transport med Falck, at de kunne komme ind og få klaret de ting på en gang. Det er nok det, vi ser som det væsentlige i det her, at de ældre kan blive serviceret på flere områder, uden at de skal køre flere gange på en uge eller en måned, siger Erik A. Larsen.


Erik A. Larsen. Arkivfoto: Berit Hvassum

Ukrudtet vokser

Fra sin tid i kommunalpolitik og som formand for skoleudvalget kender han de tidligere skolebygninger, så han ved, at nogle af bygningerne er gode, mens andre er dårlige. Derfor kan han godt forstå, at der er planer om at rive nogle af dem ned, blandt andet de lave bygninger ud mod Svanekevej.

– Det vil kun forskønne området, vil jeg sige. Jeg kan se, at det allerede begynder at stå og forfalde, og om sommeren er der ingen, der holder de grønne områder, og ukrudtet vokser ud på fortovet. Sådan er det jo, når ting ikke bliver brugt, siger Erik A. Larsen, som selv bor i kvarteret.

Ældrerådsformanden synes, at placeringen tæt på centrum og busstoppesteder er god, da det er nemt for mange at komme dertil.

– Så summa summarum så synes vi, det er et fantastisk projekt, tandlæge Camilla Ulrich har sat sig i spidsen for og stor ros til hende for det. Og jeg håber virkelig, at det bliver til noget, og jeg vil på det kraftigste opfordre kommunen til at støtte det.