Bornholmslinjen: Express 2 skal være klar til 6.30-afgang

Bornholmslinjen: Express 2 skal være klar til 6.30-afgang
Express 2 skal efter planen i aktion fra lørdag klokken 6.30. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 27. JAN 2023 • 10:11
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
27. JAN 2023 • 10:11

Fordi Express 1 har fået en koblingsskade, er ankomsten af Express 2 fremrykket fra søndag aften og til fredag nat, således at den kan redde weekendtrafikken.

Ud på fredag eftermiddag slog pr- og informationschef i Molslinjen Jesper Maack fast, at rederiet ville sende Express 2 af sted fra Aarhus allerede fredag aften klokken 20 med kursen sat mod Rønne, således at den kunne være klar til at stævne ud mod Ystad på den første planlagte afgang lørdag morgen klokken 6.30.

Dermed skulle weekendtrafikken altså ikke blive forstyrret af den koblingsskade, som Bornholmslinjens teknikere natten til fredag konstaterede på Express 1.

Denne skade har medført, at hurtigfærgen kun kan sejle på to motorer – og med en overfartstid på 2,5 timer ligesom den konventionelle færge Povl Ankers kan den altså knap nok karakteriseres som en hurtigfærge, hvilket også afspejlede sig i fredagens reviderede rejseplan, hvor den seneste ankomst fra Ystad til Rønne skulle være ved midnatstid.

Dog kan man se frem til, at den igen vil være en hurtigfærge, når den vender tilbage fra et i øvrigt planlagt dokbesøg på Orskov Yard i Frederikshavn, hvor den nu ud over et almindeligt eftersyn skal have repareret koblingsskaden.

Indtil den returnerer, vil Express 2 forblive på Bornholm, oplyser Jesper Maack.

Express 2 var egentlig ved at blive gjort klar til at afløse Express 1 søndag aften, men grundet problemerne med Express 1 er ankomsten altså blevet fremrykket for at sikre øens weekendtrafik.

I Aarhus-tøjet

Det betyder dog også, at der er nogle forhold ombord på Express 2, som rederiets teknikere ikke når at få færdiggjort, sådan som det var planen, mens den lå til kajs i Aarhus.

Færgen skal lige "bornholmeriseres" en lille smule, når den kommer til Bornholm, hvilket blandt andet handler om cateringen og vareudbuddet i færgens kiosk.

– Den kommer jo i Aarhus-tøjet, så den skal lige klæde lidt om, siger Jesper Maack.

– Og fordi det egentlig først var planen, den skulle til Bornholm søndag aften, er teknikerne ikke blevet helt færdige med nogle ting, de var gang med i forbindelse med et periodisk serviceeftersyn, så de arbejder videre hen over natten på sejladsen til Rønne, og også når den er ankommet til Rønne Havn. Der er for eksempel noget aircondition, de ikke når at blive helt færdige med. Passagerne vil muligvis også kunne opleve, at der er enkelte områder på færgen, der vil være spærret af. Der er jo altid noget vedligeholdelse på sådan nogle færger, men nogle af de planlagte opgaver vil nok også blive nødt til at vente, til færgen er tilbage i Aarhus.