Uenighed om millioner kan spænde ben for ekstra plads til Express 5: 'Der er larmende tavshed'

Uenighed om millioner kan spænde ben for ekstra plads til Express 5: 'Der er larmende tavshed'
I november kom det frem, at der ifølge Molslinjen er brug for plads til 200 ekstra biler i land, hvis den ekstra kapacitet på Express 5 skal udnyttes optimalt. Enden på det hele kan blive, at der ikke bliver plads til flere ventende biler på Rønne Havn. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | RØNNE | ABONNENT | 18. MAJ 2022 • 07:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | RØNNE | ABONNENT
18. MAJ 2022 • 07:30

Hverken regionskommunen eller Molslinjen mener, det er deres opgave at betale for de ændringer, der indgår i den foretrukne model for at skabe plads til flere ventende biler på Rønne Havn.


Hvis Bornholm skal få fuld glæde af den ekstra plads til biler ombord på den kommende hurtigfærge Express 5, kræver det ifølge Molslinjen ekstra pladser på opmarchområdet på Rønne Havn. Alligevel er rederiet ved at indstille sig på at arbejde videre med det nuværende område. Årsagen er, at arbejdet med at finde en model, der giver plads til flere ventende biler er gået i en form for hårdknude.

I februar nåede regionskommunen, Molslinjen og Rønne Havn til enighed om et scenarie, men ikke om finansieringen af det. Ifølge et overslag vil det koste mellem 14,5 og 17,4 millioner kroner at gennemføre en omlægning af Vesthavnvej, som er en del af den foretrukne løsning, men hverken kommunen eller rederiet var indstillet på at betale regningen. Det har ikke forandret sig, og derfor kan Express 5 ende med at benytte samme opmarchareal, som Express 1 bruger i dag.

Interesserede i at finde løsning

I regionskommunen har man dog ikke helt opgivet at finde en løsning, som kan skabe plads til flere ventende biler, uden at regningen løber op i 14,5-17,4 millioner kroner.

– Vi prøver stadig at afdække, om der findes alternative løsninger. Det handler om at prøve at se mulighederne i det her, og der synes jeg, at vi i kommunen påtager os en opgave i at prøve at tænke, når nu det ikke helt virker, som om Molslinjen sætter sig ned og tænker. Så vil vi da godt prøve at tænke, for vi er da interesserede i at finde en løsning. Men det er ikke, fordi Molslinjen ligefrem henvender sig og siger: "Hvad kan vi så?" Der er larmende tavshed. Mens vi tænker og reagerer, siger direktør Lillian Rasch Madsen.

Ifølge hende kan en fattig kommune som Bornholm finde meget at bruge så mange millioner kroner på i stedet for at bygge om på Rønne Havn.

– Så det er med at sætte sig ned og prøve at sige: "Hvad kan vi så?" Et eller sted tænker jeg, at det er utrolig meget energi, vi selv bruger. Jeg bruger personligt meget energi på at prøve at finde en god løsning på det her, og Molslinjen hører jeg ikke noget fra. Dem har jeg ikke hørt fra i et par måneder nu. Men sådan er det, siger Lillian Rasch Madsen.

Kommunen har sagt nej

Tidende har forelagt Lillian Rasch Madsens udtalelser for Molslinjen, som via pr- og kommunikationschef Jesper Maack har sendt følgende kommentar i en mail:

"Vi har i tæt dialog med Bornholms Regionskommune og Transportministeriet diskuteret og afklaret en række forskellige forslag til løsninger. Vi endte på den løsning, som alle fandt, var den rigtige. Regionskommunen har efterfølgende sagt nej til finansieringen af løsningen. Derfor arbejder vi videre med det areal, som vi kender.”


Den foretrukne løsning

Løsningen omfatter en udvidelse af det eksisterende opmarchareal mod nord. En mindre del af det nuværende betalingsparkeringsområde samt tankstationens areal bliver omfattet af udvidelsen.

Rønne Havn er i givet fald interesseret i at finde en ny placering til en tankstation i området mellem Nørrekås og det nye opmarchareal.

Vesthavnsvej afbrydes med mulighed for at forlægge den til en placering umiddelbart uden for det ny opmarchareal.


Den foretrukne løsning indeholder en udvidelse mod nord og en flytning af Vesthavnsvej. Illustration fra kommunal dagsorden