Tidende undersøger: Hvorfor er der genindført tidsbegrænset parkering i Allinge?

NOTITS | ALLINGE | ABONNENT | 1. SEP 2022 • 05:30
NOTITS | ALLINGE | ABONNENT
1. SEP 2022 • 05:30

En borger har undret sig over nye parkeringsforhold på central plads i byen.

Der er genindført tidsbegrænset parkering på tre timer på Kirkeplads i Allinge. Det vækker undren hos Finn Rasmussen, der bor i byen, som har gjort opmærksom på de nye regler i en mail til Tidende.

Han har ikke oplevet, at der henover sommeren har været store udfordringer med parkeringspladserne, og han undrer sig særligt over, at det er indført nu, hvor turistsæsonen er ved at gå på hæld.

Han bliver bakket op af Allinge-Sandvig byforening:

– Vi drøftede dette indlæg på vores bestyrelsesmøde i går, og vi vil give Finn helt ret. Den tidsbegrænsede parkering bør kun være der i turistsæsonen (f.eks. 1/5-1/9), medens der ingen begrænsning bør være i vinterperioden (f.eks. 1/9-1/5), skriver næstformand Anders Koefoed Larsen til Tidende.

Hvad siger kommunen?

Palle Tourell er leder af vejmyndigheder og havne i kommunen. Han fortæller, at der politisk er besluttet at se på parkeringsstrategien for fire kystbyer på Bornholm: Nexø, Svaneke, Gudhjem og Allinge-Sandvig.

– Arbejdet i Allinge-Sandvig er gået i gang for et halvt års tid siden, hvor vi har haft møde med foreningerne og set på, hvad der egentlig rører på sig. Hordan kan vi få trafikken afviklet og få parkeret, så man kan komme ind i forretningerne og handle? I de centrale pladser indfører vi, som i mange andre byer, en tidsbegrænset parkering, for at vi kan sikre noget cirkulation, så man ikke holder der hele dagen.

– Det er for at sikre cirkulation i bymidten, siger han.

Har I oplevet, at der har været udfordringer med parkering ved Kirkeplads i Allinge?

– Ja, det er i hvert fald det, vi får fortalt, når vi snakker med erhvervsdrivende i området. At vi kan gøre noget og på en lidt længere bane sikre nogle flere parkeringspladser i udkanten af byen, så der stadig er parkeringspladser nok. Men de centrale pladser skal være tidsbegrænsede, så man kan komme ned og spise eller handle og så køre igen. Så der er et ønske, siger Palle Tourell.

Han anerkender, at andre kan have en modsat oplevelse.

– Det kan jo svinge. Den (Kirkeplads, red.) har været tidsbegrænset før, og det blev ophævet, og så er den blevet genindført. Vi er ret fleksible i forhold til at snakke om det. Hver gang vi ændrer på noget, skal der jo være nogle gode faglige argumenter og samtykke fra politiet. Tingene skal hænge sammen.

Hvad tænker du om byforeningens forslag om tidsbegrænset parkering kun i højsæsonen?

– Det kan jeg sådan set fint følge dem i. Det blev besluttet tidligere på året, men af flere årsager er det først trådt i kraft nu. Så kan man sige, at vi måske lige så godt kunne have ventet, men det gjorde vi ikke. På næste møde i parkerings-strategigruppen, hvor byforeningerne er repræsenterede, tager vi det op. Så kan vi spørge 'hvad oplever I nu?'. Så har de sikkert også spørgsmål med til mødet, siger Palle Tourell og tilføjer, at næste møde afholdes til efteråret.

Så I kunne være åbne for at gøre det, de foreslår?

– Ja, det er vi bestemt åbne over for.

Er det en permanent foranstaltning?

– I princippet ja, men det er ikke mere permanent, end at når tingene ændrer sig, eller hvis der viser sig nogle andre behov, så tager vi det op. Sådan vil det altid være.