Simulering af fremtidens havn tegner godt

Simulering af fremtidens havn tegner godt
I virkeligheden er det slet ikke Rønne Havn i virkeligheden, men en simulering i Lyngby. Foto: Rønne Havn
NOTITS | ABONNENT | 29. JAN 2023 • 18:26
NOTITS | ABONNENT
29. JAN 2023 • 18:26

Rønne Havn har testet fremtidssikringen hos Force Technologies i Lyngby.

I forbindelse med den kommende fremtidssikring af Rønne Havn har havnen arbejdet med simulering af indsejling med alle typer skibe. Simuleringen foregik hos Force Technologies i Lyngby, som også blev anvendt til de to tidligere simuleringer i forbindelse med de to første etaper.

– Det interessante denne gang var at medtænke simuleringen i rækkefølgen for nedtagning af eksisterende brydere sammenholdt med forlængelse af den nye ydre bølgebryder, der går forbi den nuværende indsejling mod vest, siger Jørn Nygaard, driftschef på Rønne Havn, i en pressemeddelelse.

Over fire dage prøvede kaptajner og lodser at lave indsejling til havnen i en række forskellige vindsituationer. De fik dermed prøvet indsejling af både konventionelle færger, hurtigfærger, bulkskibe (massegodsskib, red.), krydstogtskibe og flere typer offshore-installationsfartøjer.

Den havneansvarlige lods på Bornholm, Peter Herskind fra DanPilot, brugte tre dage på at teste indsejlingen til Rønne Havn, både som havnen vil se ud, mens den nye havneindsejling bliver konstrueret, og når den står færdig. Han testede både store krydstogtskibe, bulkskibe, specialskibe og godsskibe, og han var meget begejstret for det endelige resultat.

Intense dage

– Der er ingen tvivl om, at det med den nye indsejling bliver lettere for skibe at anløbe Rønne Havn selv i hårdt vejr. En af de fordele, som den kommende udbygning af havnen og havneindløbet vil give, er, at der bliver mere manøvrerum i havnen, og det vil helt sikkert komme alle skibe til gode, siger Peter Herskind i pressemeddelelsen.

Det rådgivende ingeniørfirma Niras, som hjælper Rønne Havn med projekteringen af fremtidssikringen af havnen, var også meget tilfreds efter de fire dages simulering.

– Det har været nogle meget intense dage, men det tegner godt. Vi kan se, at vi kan lykkes med at lave endnu en udbygning af havnen, som kan ske, uden at skibe fra havnens fire forretningsområder vil blive væsentligt berørt. Vi tester også simulering af indsejling efter ombygningen, og her ser det også godt ud, for selv om det vil give nogle skibe en anden måde at anløbe havnen, vil manøvrepladsen blive forbedret for alle skibe, når de er inden for den ydre mole, siger Frederik Knudsen, afdelingsleder hos Niras.