Gangbesværede og rejsende er frustrerede over ny parkeringsplan

Gangbesværede og rejsende er frustrerede over ny parkeringsplan
Rønne Havn går her fra totimers- til betalingsparkering. Foto: Henrik Nielsen
TRAFIK | Fredag 18. november 2022 • 05:30
TRAFIK | Fredag 18. november 2022 • 05:30

Passagerforeningen er ærgerlig over manglende fleksibilitet, og hos Ældrerådet savner de dialog om den betalte parkering på Rønne Havn. – Det er vores område, og vi ændrer på reglerne, så det bliver mere ensartet, svarer Jesper Jürgensen, som er kommunikationschef på Rønne Havn.


Planerne om et større opmarchopråde på Rønne Havn ser ud til at give masser af gode parkeringspladser, hvor man kan parkere mod et beskedent beløb på 30 kroner per døgn. Det er ret og rimeligt, mener Rønne Havn, men det er ikke alle, der er enige i den holdning.

Torsten Sletskov er næstformand i Bornholms Passagerforening, og selvom de glæder sig til den nye færge med mere kapacitet, så er de på ingen måde begejstrede for løsningen på parkeringsudfordringen.

– Det er ikke nogen god idé med betalingsparkering overalt. Nogen ved jo ikke, hvornår man kommer tilbage, men med den nye løsning, så skal man betale forud, og det betyder, at man inden man tager afsted, skal beslutte sig for, hvor længe man vil være væk, forklarer han.

Han er ærgerlig over, at der ikke i det mindste er tænkt i en app, så systemet bliver mere fleksibelt for pendlere at beslutte parkeringen fra dag til dag. Indtil det sker, forventer han, at folk kommer til at parkere op og ned af Rønnes gader.

– Vi ser selvfølgelig helst, at det bliver ved med at være gratis på havnen, men det er jo mere princippet i det. Der er jo mange steder, hvor det er dyrere at parkere, fortæller han.

Situationen med parkeringspladserne på havnen er noget, det løbende bliver talt om i passagerforeningen, og Torsten Sletskov er slet ikke i tvivl om, hvilken løsning foreningens medlemmer helst foretrak.

– Folk vil jo allerhelst bare beholde det på den måde, det fungerer nu. Vi er jo heller ikke meget for, at tanken skal væk, men det løb er vist kørt.

Der er dog forståelse for, at der er brug for forandring og ombygning, for at den nye færge med en større kapacitet kan blive en realitet.

– Vi glæder os rigtig meget til Express 5, og vi vil rigtig gerne have Express 1 som reservefærge, for Max har slet ikke kapacitet nok, men det handler om måden, det bliver gjort på, forklarer han.

For langt for dårligt gående

Og den frustration kan Erik A. Larsen, som er formand for Bornholms Ældreråd, nikke genkendende til.

Han forstår ikke, at der ikke har været en høring eller en form for dialog omkring måden havnen skal arrangeres på, for her havde han haft et par input på vegne af den ældre del af kommunens beboere, som fremover kan risikere at skulle parkere op mod 500 meter fra terminalen.

– Er du et dårligt gående ældre menneske, som skal gå på færgen i regn og måske endda i sne og med bagage, så er der jo virkelig langt fra parkeringspladserne helt henne ved Remisen. Det kan man simpelthen ikke, forklarer han.

Lige nu er det nemlig sådan, at bornholmerne ikke er glade for at betale for parkering. Derfor er der ofte fyldt på den gratis parkeringsplads, mens der er masser af plads til at parkere helt tæt på færgen for en 20'er om dagen, har han observeret.

– Og det beløb kan man som dårligt gående betale, hvis man har brug for at parkere tæt på færgen.

Han foreslår, at man i stedet kunne lave noget parkering ovre ved fyret på Kongen, hvor han mener, der ville være masser af plads til rejsende, som så kunne slippe for at gå helt så langt.

Ingen løfter fra Rønne Havn

Jesper Jürgensen er kommunikationschef på Rønne Havn, og han kan ikke forstå frustrationen over den manglende dialog.

– Vi har jo haft en dialog med kommunen, og vi må konkludere, at der overordnet er en interesse for flere parkeringspladser, fordi der kommer en større færge og flere biler til øen. Vi har ikke haft en dialog omkring, hvordan parkeringen skal foregå, for det er vores område, og vi ændrer på reglerne, så det bliver mere ensartet, fortæller han.

Han er ikke afvisende overfor, at en app kan komme på tale, men han ved endnu ikke, hvordan betalingen helt konkret kommer til at tage sig ud.

– Vi kigger på, hvordan man kan lave en betalingsløsning, der er så fleksibel så mulig, men vi er inde i det nye år, før det bliver aktuelt. Men vi vil bestræbe os på at tage alle de hensyn, som vi har mulighed for, forsikrer han.

Med hensyn til bekymringen fra Ældrerådet, så giver han hverken falske eller reelle forhåbninger til de gangbesværede, som er bekymrede for deres længere rute til færgeterminalen.

– Vi kigger ind i at lave nogle pladser til handicappede, ligesom man ser på mange andre parkeringspladser, og så ser vi også på muligheden for at lave pladser med ladestandere specifikt til elbiler, men overordnet set bliver der ikke taget et særligt hensyn til de gangbesværede, fortæller han.

Han mener ikke, at der er nogle afstande til terminalen, der er så lange, at det skulle være umuligt at forcere dem, selv hvis man er dårligt gående, og han mener ikke, at det er usandsynligt, at der som hovedregel er pladser tæt på terminalen.

– Vil man tæt på, så er der jo mulighed for det, og det kan måske kræve, at man er heldig eller kommer i god tid.

Hos Rønne Havn oplever de ikke, at folk henvender sig med frustrationerne, men det betyder bestemt ikke, at frustrationerne ikke er der.

– Selvfølgelig er der nogen, der bliver berørt, men man kan jo også tage cyklen eller bussen, hvis man skal med færgen. Vi har lavet nogle ensrettede regler, så alle parkeringspladser er lige, siger Jesper Jürgensen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT