Bilmærke: Her er Bornholms favorit

Bilmærke: Her er Bornholms favorit
Opladningstiden på en elbil kan være afskrækkende for nye bilkøbere. Især hvis turen jævnligt går over Sverige til venner eller famile-besøg. Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 7. MAJ 2022 • 06:30

Den grønne omstilling er i fuld gang alle steder i vores samfund, men Bornholm halter bagefter, når det drejer sig om el- og hybridbiler. Usikkerhed om rækkevidde og for lang opladningstid kan være grunden til, at bornholmerne fravælger elbiler.

 

Antallet af elbiler på Bornholm er steget til over det dobbelte, hvis man ser på bestanden per 30. april i år, sammenlignet med 30. april sidste år. I 2021 var der på dette tidspunkt 164 elbiler indregistreret på Bornholm, hvilket svarer til 0,85 procent af hele bilparken for personbiler. I år er tallet steget til 351 elbiler, hvilket svarer til 1,8 procent af bilparken. Det viser tal fra bilstatistik.dk.

Men selvom bornholmerne generelt har indkøbt flere elbiler det seneste år, halter vi fortsat et stykke efter landsgennemsnittet, der ligger på 2,8 procent elbiler. Og det er der måske en grund til.

Jim Maar, der ejer Midtbornholms Auto i Aakirkeby, mener, det skyldes usikkerhed blandt bilkøberne.

– Jeg tror, der er en enkelt forklaring på det. Vi er mange bornholmere, der har familie og venner på den anden side af vandet, og den usikkerhed der ligger i, hvor lang tid turen over Sverige tager, og om der kommer eventuelle forsinkelser undervejs, den gør bilkøberne usikre på, hvad det bedste valg for dem vil være. Det er i hvert fald det, vi hører, fra vores kunder. Og rigtig mange af vores kunder vælger i stedet en plug in-hybridbil. Der kan man i den daglige kørsel på Bornholm køre på ren strøm, men skal man køre længere ture, så er der den sikkerhed, at bilen også kører på almindeligt brændstof, siger Jim Maar.

Flere hybrid- end elbiler

Kigger man i statistikken, er det også tydeligt, at hybridbiler har fået bedre fat i bornholmerne end elbilerne. Således var der ved udgangen af april måned indregistreret 637 hybridbiler på Bornholm, hvilket svarer til 3,3 procent af den samlede personbilsmasse. Og en hybridbil giver mere frihed og begrænser ikke på samme måde som en elbil, mener Jim Maar.

– Jeg tror, at det med, at bilen lige skal lade op undervejs, afskrækker nogle fra at købe elbil. Men der er også helt klart nogle, som lever fint med det. De kører hjemmefra i lidt bedre tid og planlægger, at de alligevel skal holde en halv times pause på halvvejen. Og så er de bevidste om, at de ikke lige kan køre ind på tanken, tanke op og købe en kop kaffe på syv minutter.

Hybridbilerne er dog også lidt længere undervejs på Bornholm end i resten af landet. Der kører lige nu 125.036 hybridbiler på de danske veje, hvilket svarer til 4,5 procent af alle indregistrerede personbiler. De 637 bornholmske hybridbiler svarer til 3,3 procent af den samlede bilpark.

– Nogle bilkøbere er first movers og tør godt springe ud i det med el og hybrid, andre vil gerne lige se tiden an, mener Jim Maar.

Han påpeger, at det nok ikke er prisen på elbilerne, der afskrækker, da de efterhånden ikke er dyrere end andre biler, men mere usikkerheden om rækkevidde og opladningstid.

Sådan ser bilparken ud i dag

Der er lige nu indregistreret 351 elbiler på Bornholm, hvor mærkerne VW, Tesla og Nissan indtager en absolut top tre på listen. Tallet på de 351 skal ses ud fra, at der samlet er indregistreret 19.545 personbiler på Bornholm. Dermed er blot 1,8 procent af alle bilerne rene elbiler.

Den bornholmske bilpark er toppet af Citroen, der står for 11 procent af bilerne, hvor Toyota og Suzuki ligger som nummer to og tre på listen. I forhold til samme tidspunkt sidste år, er bornholmernes bilpark øget med 331 personbiler, og hvor mærkerne i top tre var de samme sidste år, var det mærket Nissan, der i 2021 havde flest elbiler på de bornholmske veje. I år har både Tesla og VW overhalet det japanske mærke.

 

 

Fakta

Indregistrerede personbiler på Bornholm pr. 30. april 2022: 19.545.

Mærker: Citroen 11 procent, Toyota 10 procent, Suzuki 10 procent

Elbiler: 351 (1,8 procent)

Mærker: Tesla 65 stk. 19 procent, VW 65 stk. 19 procent, Nissan 49 stk. 14 procent.

Indregistrerede personbiler på Bornholm pr. 30. april 2021: 19.214

Mærker: Citroen 11 procent, Toyota 10 procent, Suzuki 10 procent

Elbiler: 164 (0,85 procent)

Mærker: Nissan 43 stk. 26 procent, Tesla 36 stk. 22 procent, VW 25 stk. 15 procent

Indregistrerede personbiler i Danmark pr. 30. april 2022: 2.792.012

Mærker: VW: 12 procent, Peugeot 9 procent, Toyota 8 procent

Elbiler: 80.072 (2,87 procent)

Mærker: Tesla 29 procent, VW 16 procent, Hyundai 8 procent

Indregistrerede personbiler på Bornholm pr. 30. april 2021: 2.738.194

Mærker: VW 12 procent, Peugeot 9 procent, Toyota 8 procent

Elbiler: 36.926 (1,35 procent)

Mærker: Tesla 36 procent, VW 15 procent, Renault 9 procent.