Sport24 i Nexø går digitalt trods genåbning

Sport24 i Nexø går digitalt trods genåbning
Indehaver af Sport24 i Nexø, Søren Lund, har investeret i en såkaldt webstander. Privatfoto
| ABONNENT | 17. MAR 2021 • 20:12
Af:
Aleksander Klug
| ABONNENT
17. MAR 2021 • 20:12

ERHVERV

Siden coronavirussen for et år siden sendte os alle sammen hjem, har vi shoppet på digitale platforme som aldrig før. Og selvom vi igen kan snørre skoene og lunte ned i de lokale forretninger, fortsætter den digitale omstilling hos Sport24 i Nexø. Her har indehaver Søren Lund nemlig investeret i en såkaldt webstander.

– Da vores butikslokale er begrænset af, hvor mange kvadratmeter vi råder over, er det ikke muligt for os at tilbyde kunderne det samme vareudvalg, som de finder på nettet. Men det kan vi nu med webstanderen, fortæller Søren Lund

– Fordelen ved den er, at når kunden kommer ind i butikken og falder for en Nike-hættetrøje i blå, men hellere vil havde den i sort, som vi desværre ikke har i butikken, så kan vi hurtigt se på webstanderen, om den er på lager. Så hjælper vi kunden med at bestille den hjem, og på den måde støtter kunden vores butik, da handlen er sket i butikken.

Kunderne vil handle lokalt
Søren Lund hører ofte fra sine kunder, der sidder hjemme og handler på hjemmesiden, at de vælger at få leveret deres varer i den fysiske butik i den tro, at de støtter butikken. Det er dog ikke tilfældet, forklarer Søren Lund, der ikke får del i avancen, når købet foregår på nettet. Men den mulighed har de nu.

– Samtidig viser det at få en webstander i vores butik det stærke samarbejde, der er mellem kæden, og de lokale Sport24 butikker i Danmark. Her står vi sammen, løfter i flok og gør alt for at bevare det lokale butiksliv og være tæt på vores kunderne.

Søren Lund har tidligere udtalt, at der har været stor opbakning fra lokalsamfundet i Nexø.

Det viser sig også på salget hos Sport24, hvor der i januar var tyndet godt ud i varebeholdningen af træningsredskaber som håndvægte og kettlebells.

– Under det første coronaudbrud i foråret var der mange, der købte træningsudstyr til hjemmetræning, så alle vores lagre blev ryddet for de varer. Og da der blev varslet nye restriktioner op til jul, har der været en del salg igen samtidig med, at vi ikke har fået de mængder hjem, som vi skulle have haft.

Nu er butikken igen åben for fysiske indkøb, men den nye webstander skal ses som et supplement til den klassiske shoppingoplevelse, forsikrer Søren Lund, der sørger for at være på den sikre side, når han modtager kunder i butikken.

– Vi ligger vel omkring 250 kvadratmeter, men vi har hele tiden sagt, at vi hellere vil være på den sikre side, så folk trygt kan komme ind hos os, uden at man skal være bekymret, fortæller indehaver Søren Lund, der oplyser, at der maksimalt må være 15 kunder i butikken ad gange.