Jan har 500 pelsede plæneklippere: 'Jeg kan mærke, at jeg stadig laver det rigtige'

FÅREHYRDEN

Det startede nærmest for sjov. En af hans bekendte skulle flytte og havde ikke plads til at tage sine to får med sig. Jan Seerup arbejdede egentlig med svin, men han overtog alligevel dyrene og et lille skur, hvor de skulle bo om sommeren.

28 år senere er de to får blevet til 500. Engang var der 1.000. Efterspørgslen går jo som så meget andet op og ned, som tiderne skifter. Men ikke Jans interesse. Den er kun vokset, selv om han stadig er Bornholms eneste fårehyrde.

Jan voksede op på et lille husmandssted på landet og arbejdede på nabogården i sin fritid. Han blev uddannet som konventionel landmand med speciale i grise og markbrug fra Høng Landbrugsskole i 1990. To år senere kom de første får.

– Det har siden grebet om sig. Jeg passede grise i mange år, men på et tidspunkt fik jeg nogle arealer fra Naturstyrelsen. De skulle de bruge en fårehyrde til at opbygge en besætning på 5000 får, og jeg tænke, at jeg da lige var manden til det, for jeg havde jo på det tidspunkt 200 får og en hyrdehund, så det ville slet ikke være noget problem at klare det, siger Jan med et grin fra husmandskøkkenet på lille Bjerregård, hvor han bor med sin kone.

– Jeg har både brugt rigtig mange penge og rigtig meget tid på at komme til det sted, jeg står i dag. Det ikke bare noget man lige gør, specielt ikke med får og specielt ikke med naturplejen. Det er en virkelig gren, der er svær at have med at gøre.

Der er langt fra det idylliske glansbillede, vi ofte har af fårehyrden, der vandrer gennem heden med sine får og hyrdehund, til den virkelighed, Jan vågnede op til, da han startede ud.

– Banken mente, at jeg skulle finde på noget andet at lave, fordi jeg havde et bragende underskud. Jeg har faktisk stadig den gæld hængende efter mig. Men nu giver det så tilstækkelig overskud, så vi stille og roligt kan begynde at betale tilbage. Om vi nogensinde får betalt helt af, ved jeg ikke, men jeg elsker det, jeg laver. Så er det svært at slippe det, ikke?

Som årene er gået, er der kommet flere dyr til på Jans besætninger, der også er også vokset.

– Jeg tror, det er otte år siden, vi startede med at have kvæg også, fordi vi kunne mærke, at fårene var på vej ned i den popularitet, de havde i starten til afgræsning.

Jan Seerup. Foto: Aleksander Klug


Rewilding kan betyde dyreværnssager

I dag græsser Jans dyr på blandt andet Hammerknuden, Slotlyngen, Paradisbakkerne og i Ravnedalen. Mange af arealerne hører under regionskommunen og Naturstyrelsen. Det giver penge i kassen, men selv om naturpleje står for langt den største del af Jans indtjening, er det ikke helt uden problemer.

– Det er jo lidt mærkeligt, fordi da jeg startede, så overtog jeg et naturareal, hvor der havde gået geder. Dengang sagde man, at de havde ødelagt naturen, så det udvikler sig hele tiden, hvad man lige mener er godt for naturen den dag. Jeg har det indtryk, at der sidder nogle ganske få personer, der bestemmer de her ting, og at deres holdning ligesom er den, der gælder i hele Danmark.

– Man kigger ikke på, hvordan man historisk set har brugt husdyr, for det er jo den måde, vi har skabt kulturlandskabet. Man går længere tilbage og vil gerne lave de store græssere, og det, synes jeg, er et stort problem, fordi vi får et kulturlandskab, der vil gro til fra os. Får vi en opblomstring af biodiversiteten? Ja, det gør vi, men jeg tror, at den vil stagnere, og den vil gro til, hvis vi ikke har husdyr, siger Jan med hentydning til regionskommunens rewilding-ambitioner, der sigter efter at øge økologisk integritet ved at genudsætte store arter i naturen som for eksempel bison.

Bornholm har i flere årtier haft ambitioner om at være førende på den grønne omstilling og fremmelse af landskabets naturlige biodiversitet. Jan mener egentlig, at man har været gode til at implementere nye tiltag på øen. Og både regionskommunen og Naturstyrelsen skal have stor ros, siger han. Men de er presset af beslutninger, der kommer ovrefra, mener han.

– Jeg frygter lidt, at det vil komme til at skade naturplejen på Bornholm i og med, at vi bliver presset ud, fordi vi ikke kan være med økonomisk ved, at de (Naturstyrelsen, red.) bare sætter dyr ud, de ikke skal passe på. Der kommer nogle udbud, hvor vi skal høre, om vi ville være med til det. Men jeg har det sådan, at jeg har husdyr, ikke vilde dyr, og det tror jeg, at jeg er nødt til at holde fast i.

Det er sådan set ikke intentionen, der er noget galt med, mener Jan. Det er dyrenes ve og vel, der virkelig bekymrer ham.

– Jeg har det rigtig dårligt med rewilding, fordi du vil se dyr der er rigtig afmagrede dyr, der har det rigtig dårligt. Det er ikke en niche jeg skal gå ind i, fordi jeg tror at man risikerer nogle dyreværnssager, fordi man på den måde presser dyrene. De siger, at rewilding skal være på både naturens og dyrenes præmisser. Men der hælder jeg mere til, at det er mine husdyr, der skal have det godt, og hvis jeg skal producere nogle afkom på dem, så er jeg nødt til at tænke på dem og sørge for, at de også får mad hele vinteren.

Og det gør man ikke med rewilding?

– Nej, så må de bare kaste deres afkom. Hvis vinteren har været hård, jamen så er det en naturlig del, siger man. Men det kan jeg jo ikke leve af. Vi er nødt til at have et vist flow i det, så vi har en sund bestand hele tiden.

Hverken kunstgødning eller sprøjtemidler

Jan abonnerer ikke på de kasser, mange landbrug ellers bliver stoppet ned i. Sammen med 21 andre lokale har han startet foreningen, der driver "Den Bornholmske Gårdbutik."

– Forening blev skabt i en erkendelse af, at vi jo ikke er konkurrenter her på Bornholm. Vi er samarbejdspartnere, for vi er så få, der laver naturpleje og laver dyr med den holdning, at dyrene skal have så frit et liv som muligt. Personligt synes jeg jo, at vi skal passe rigtig godt på dyrene, og jeg er sådan set ikke fan af hverken konventionelt eller økologi. Jeg synes bare, man skal se på dyrenes behov.

– Derfor sprøjter vi så lidt som overhovedet muligt, kunstgødning bruger vi heller ikke, og vi bruger næsten heller ikke medicin.

Der er enormt meget snak om, at Bornholm skal være en grøn og bæredygtig ø, hvordan er det gået de seneste ti år, og bliver I i landbruget inddraget nok?

– Jeg synes, vi har rykket os meget på Bornholm, men igen, det er jo nogle meget, meget høje visioner, og man har måske glemt at sætte benene på jorden ind i mellem. Vi er kommet langt, der er nogle gode tendenser, men økonomien skal jo også være til det, og jeg synes, det er bedre, at man flytter sig stille og roligt end de her kæmpe spring, hvor der er fare for tilbagefald.

Jan er også bange for, at ambitionerne om at sætte større arter ud i naturen ikke bare kan have konsekvenser for biodiversiteten, men også for folk som ham selv, der lever af naturpleje.

– Vi er pressede, det vil vi altid være, og de afgræsningsarealer er jo ikke nogle, jeg bare har. Jeg har dem i udbud for fem år ad gangen, og så er der mulighed for at have dem i fem år mere, så vi kan jo stå i en situation, hvor jeg mister halvdelen af min afgræsning, og så har jeg et kæmpe apparat, der koster en masse penge. Vi er sårbare ligesom alle andre, og det her er jo ikke noget, der bare gror ind i himlen, så man skal være skrap hele tiden.

Økonomien er ikke super

Dog har de grønne ambitioner også bragt gode ting med sig, og han mener, at et godt eksempel er de kunder, der kommer i gårdbutikken for at købe kød.

– De vil gerne købe lokalt og være sikre på, at dyrene har det ordentligt, og det er jo bæredygtigt. Jeg synes også, der er kommet en god forståelse for den naturpleje, vi laver på øen, og folk roser os oftere nu. I starten brokkede de sig over, at der pludselig stod et hegn, der hvor de skulle gå med deres hund. Nogle klippede endda hegnene, men langt de fleste er enormt positivt stemte nu, og jeg har faktisk fået rigtig mange gode relationer til folk, der nogle gange passer dyrene eller ser efter dem.

– De relationer er jo guld værd, og det, der gør, at man bliver ved, er jo, at man elsker det, man gør. Hvis man ser helt nøgternt på økonomien i det, jamen så er det jo ikke super. Det løber rundt, og vi får vores løn, men det er jo også det. Jeg har meget svært ved at skelne mellem, om jeg er på arbejde, eller om jeg har fri.

– Når jeg tager i lemmestalden om aftenen, kan den nogle gange godt blive et eller to om natten, uden at jeg har lagt mærke til det. Jeg har jo bare gået og passet mine dyr, ikke? Og så kan jeg mærke, at jeg stadig laver det rigtige.