Tocifrede smittetal er blevet normale på Bornholm

Tocifrede smittetal er blevet normale på Bornholm
Coronaen er også tilbage fra sommerferie. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 19. AUG 2022 • 10:41
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED
19. AUG 2022 • 10:41

For øjeblikket smittes der flere med covid-19 end i det sene forår, men væsentlig færre end i vinter.


De fleste dage i august er mellem 10 og 20 bornholmere testet positiv for covid-19. Det lokale smittetal har ligget på omtrent samme niveau siden slutningen af juni.

Coronavirussen, hvis dominerende variant nu kaldes BA.5, har ikke samme bevågenhed som tidligere, og det kan mærkes på testcentrene. I sidste uge fik bornholmere foretaget 468 PCR-test, viser Statens Serum Instituts tal. Det er en brøkdel af tiden omkring nytår, hvor omkring 25.000 personer blev testet om ugen.

83 bornholmere er inden for den seneste uge testet positiv for virussen. Det svarer til en incidens på 209 smittede per 100.000 indbyggere, og spredningen på Bornholm ligger lige omkring landsgennemsnittet.

Mens smittetallet var stort set identisk med de forudgående uger på Bornholm, var det i sidste uge stigende for første gang i fem uger på landsplan.

"Der ses en stigning i antallet af nye tilfælde med covid-19 på 18 % mellem uge 31 og uge 32 svarende til, at incidensen i uge 32 er 207 tilfælde per 100.000 indbyggere. Positivprocenten er steget til 27 % i uge 32 fra 25 % i uge 31, mens antallet af PCR-tests er steget med 5 % mellem uge 31 og uge 32," skriver SSI.

Tendensen med flere smittede ses i alle aldersgrupper, men er højest blandt de 40 til 59-årige.

– Den stigende smitte skal ses i lyset af, at folk nu vender tilbage fra sommerferie. Aktiviteten i vores samfund stiger, og folk er måske også mere opmærksomme på at lade sig teste ved symptomer i forbindelse med start på arbejde og uddannelse, siger faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause.