Team Rynkeby kan mærke benene

NOTITS | 12. JUL 2022 • 09:49
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
12. JUL 2022 • 09:49

Efter tredje etape er holdet nået til Bramsche.

Cykelrytterne i Team Rynkeby Bornholm er efter 150 kilometer på tredje etape nået til Bramsche i det vestlige Tyskland, og de begynder at kunne mærke deres ben, fortæller Kathrine Holm Nilsson fra pr-gruppen i en mail.

Rytterne stod klar til start før klokken 8. Det meste af formiddagen cyklede de i regnvejr, og derefter kom solen delvist frem, og det blev gradvist varmere.

– Undervejs cyklede vi igen igennem hyggelige landsbyer med mange gårde med kvæg og nyhøstede marker, og det duftede af sommer, fortæller Kathrine Holm Nilsson.

Indtil videre har cykelvejene været rigtig gode, og der er ikke så meget trafik.

– Endnu en utrolig god dag med glade ryttere og god stemning. Ved ankomsten til hotellet stod det fantastiske serviceteam klar med nybagte boller, muffins og en masse omsorg til ryttere og motorcyklister, fortæller hun.