Team Rynkeby er nået til Belgien

Team Rynkeby Bornholm er nået fra Tyskland til Belgien på turen til Paris. Video: Kathrine Holm Nilsson
NOTITS | 14. JUL 2022 • 06:42
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
14. JUL 2022 • 06:42

Efter mere end 200 kilometer nåede holdet til Liège.

Det går fremad for Team Rynkeby Bornholm, som er nået fra Tyskland til Belgien på vejen til Paris. Efter en etape på 202 kilometer og cirka 1.100 højdemeter nåede holdet til Liège.

– Efter 155 kilometer trillede vi ind i Belgien. Det var en ret sjov oplevelse pludselig at cykle fra et land til et andet, fortæller Kathrine Holm Nilsson fra cykelholdets pr-gruppe.

Rytterne var spændte på dagens tur, ikke mindst på grund af bakkerne i Ardennerne.

– Vejret var med os, på nær lidt sidevind på noget af turen. Vi cykler mod syd, og det mærker vi, fortæller Kathrine Holm Nilsson.

Visse gps'er viste op til 37 grader. Der blev derfor drukket en hel del vand undervejs, og rytterne hjalp hinanden med at huske at få drukket rigeligt.

– Da vi ankom til hotellet i Liège, var mange andre Rynkeby-hold flyttet ind. Der var gule cykler overalt, det var så hyggeligt. Endnu en dag med udfordringer og et rigtig godt fællesskab, fortæller Kathrine Holm Nilsson.