Sportsvogne kørte penge hjem til børneafdeling

Sportsvogne kørte penge hjem til børneafdeling
Merete Lund Jensen og Anne-Grethe Striboll Kaas-Claesson tog imod donationen fra Sportscar Bornholm til Bornholms Hospitals børneafdeling. Arrangørerne Kennet Larsen og Jan Mathisen overrakte pengene. Privatfoto
NOTITS | 19. SEP 2022 • 19:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
19. SEP 2022 • 19:30

Sportscar Bornholm har doneret 50.000 kroner til børneafdelingen på Bornholms Hospital.

Børneafdelingen på Bornholms Hospital havde i sidste uge besøg af Kennet Larsen og Jan Mathisen. De står bag Sportscar Bornholm, som første weekend i september indtog den lokale lufthavn med eksotiske sportsvogne. De kiggede forbi afdelingen med en check på 50.000 kroner.

– Vi fornemmer stor støtte og begejstring for arrangementet her på Bornholm, især efter at vi har ændret konceptet, så vi er i stand til at donere en del af det indkørte beløb specifikt til Bornholm, udtaler Jan Mathisen.

I lufthavnen fik nogle af børnene på børneafdelingen en tur i en sportsvogn, og bagefter blev der åbnet for et betalende publikum. På den måde indsamlede Sportscar Bornholm 50.000 kroner til den lokale børneafdeling og et tilsvarende beløb til Lukashuset, der er et børnehospice i Sankt Lukas Stiftelsen nord for København.

– Vi vil meget gerne kunne donere et større beløb i 2023, og derfor rækker vi hånden ud til større virksomheder, der måtte have lyst at medvirke i et eksklusivt VIP-arrangement, som vi tilbyder i den kommende sæson, fortæller Jan Mathisen.

Arrangørerne tager ingen penge fra det indkørte beløb, fremgår det.