Med en såkaldt klippekortsordning kan beboere på øens plejecentre og -hjem få ekstra tid til aktiviteter, der ligger udover den personlige pleje og praktiske hjælp, de er visiteret til. Den ordning har et flertal i kommunalbestyrelsen valgt at spare på, og lige nu peger det på en model, hvor man går fra en halv time hver uge til tre kvarter hver anden uge.
Oprindeligt var planen at ændre ordningen til en halv time 40 gange om året, men det er ikke hensigtsmæssigt, lyder det fra den kommunale administration. For Bornholms Ældreråd er det ikke afgørende, om det bliver 40 gange 30 minutter eller 26 gange 45 minutter. Det vigtige er, at beboerne og deres pårørende ved, at ordningen med klippekort til ekstra ydelser eksisterer.
– Det, vi er nervøse for, er, at kommunen ikke gør den store reklame for det ude på plejecentrene. Det er derfor, vi skriver, at vi håber, at man vil sikre sig, at folk er informeret om det, både pårørende og ældre, for vi har på fornemmelsen i øjeblikket, at det ikke er det, de skilter allermest med. De mangler varme hænder, siger formand Erik A. Larsen.