Patientrejser kimet ned, og 'mange er rigtig, rigtig kede af det'

Patientrejser kimet ned, og 'mange er rigtig, rigtig kede af det'
Det er begrænset, hvad Patientrejser på Bornholms Hospital kan gøre for de patienter, som ikke har kunnet flyve fra Bornholm mandag på grund af arbejdsnedlæggelsen i Bornholms Lufthavn. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 29. AUG 2022 • 11:57
NYHED | ABONNENT
29. AUG 2022 • 11:57

Alene mandag skulle 70 bornholmske patienter være fløjet over til specialister eller lignende – hvilket dog ikke kunne lade sig gøre.

 

Arbejdsnedlæggelsen i Bornholms Lufthavn, som har stoppet flytrafikken, rammer ikke mindst bornholmske borgere, som skulle være rejst over til læger og specialister på den anden side vandet.

Lene Frigaard, som er sektionsleder i Patientrejser på Bornholms Hospital, kan fortælle, at afdelingen fra morgenstunden mandag er blevet kimet ned.

– Vores telefonkø har været helt oppe at vende på 51 minutter. Folk sidder selvfølgelig klar fra morgenstunden og vil gerne have en afklaring. Det er en virkelig ulykkelig situation, og vi har ikke meget, vi kan gøre. Vi har prøvet at få så mange som muligt med Rute 700 og i øvrigt opfordret folk til selv at bestille alternative rejser, om det så er Bornholmerbussen, Kombardo eller egen bil.

Hvor mange patienter rejser normalt på sådan en mandag over til andre hospitaler, specialister og så videre?

– Det er gerne 55-60 stykker, men i dag var vi oppe på 70, og det er alene dem, der skulle flyve. Og det er en blandet flok, for nogle kan det være ret kritisk, at de skal af sted, for andre kan det bedre udsættes, men alle har selvfølgelig taget dagen fri og sat sig op til det, de skulle. Så det er meget ulykkeligt, og vi har mange, som er rigtig, rigtig kede af det, siger Lene Frigaard.

De ringer og spørger, "hvad skal jeg gøre?"

– Ja, præcis, hvordan kan vi hjælpe dem, spørger de. Og det er så der, vi kommer lidt til kort, men vi gør selvfølgelig alt, hvad vi overhovedet kan. I første omgang koncentrerer vi os om i dag, mandag, og i morgen, og så må vi tage onsdag, når den kommer.

Tager I kontakt til de specialister, behandlingssteder og så videre, som folk måske ikke kan nå frem til, og siger, at patienterne ikke kommer?

– Nej. Det kan vi ikke rigtig nå, så det er patienten selv, der skal aflyse eller få flyttet sin tid.

Helikopter

Hvad hvis vi taler noget, der er livstruende, er der bare ikke noget at gøre?

– Hvis det er virkelig alvorligt, har vi jo både helikopter og en ambulance, der kører over Sverige, men de patienter, vi her taler om, ville under alle omstændigheder være kommet den vej.

Hvor mange er I til at modtage opkald fra patienterne?

– Vi er fire på telefonerne og to ude i receptionen, hvor der også er mange, der henvender sig. Enten fysisk eller også ringer de på hovednummeret, fordi de synes, det er svært at komme igennem til os, hvilket jo et helt rigtigt.

Hvor mange er normalt?

– Vi er altid minimum fire. Der er syv ansatte.

Og I har ikke kunnet opgradere i denne situation?

– Nej.

Ved du, hvor mange det er lykkedes at omlægge deres rejse?

– Nej, det har vi ikke rigtig overblik over, for folk er jo heldigvis meget handlekraftige selv, så der kan sagtens være en del, der bare har booket en billet og er taget afsted, siger Lene Frigaard.