Nyt initiativ fra Rasmus på Klemens Kro

Nyt initiativ fra Rasmus på Klemens Kro
Rasmus Skov Lintrup fra Klemens Kro har taget initiativ til et løbefællesskab i Klemensker. Det mødes første gang i begyndelsen af januar. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 29. DEC 2022 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
29. DEC 2022 • 15:30

Rasmus Skov Lintrup på Klemens Kro har taget initiativ til et løbefællesskab i Klemensker. Han har allieret sig med den lokale ultraløber Thure Tornbo Baastrup.

 

I en tid hvor det er populært at drømme om at motionere mere, tabe sig og møde nye mennesker, er et kinderæg måske ikke det mest oplagte at tænke på, men med lidt held er det muligt at få opfyldt de tre klassiske nytårsforsætter ved at tage til Klemensker hver onsdag aften i det nye år.

Et nyt løbefællesskab er ved at se dagens lys i byen, og første onsdag i 2023 er første chance for at være en del af det. Mødestedet er varmestuen ved kælkebakken klokken 20, fremgår det af et opslag på Facebook.

– Det var en idé, jeg fik for nogle måneder siden. Jeg drøftede det med min kone, som jeg har Klemens Kro med, og den var hun ikke helt med på. Det havde vi ikke tid til. Men her i julen fik jeg lidt for meget at spise og tænkte, at nu skal jeg til at løbe igen. Jeg har løbet meget før. Jeg siger til hende, at jeg lige så godt kan starte det her løbefællesskab, for om jeg løber alene eller sammen med andre, det tager samme tid. Det var hun med på, så det fik jeg lov til, siger Rasmus Skov Lintrup til Tidende.

Som bekendt skal der mere end en person til et fællesskab, så han tog kontakt til Thure Tornbo Baastrup, som bor i Klemensker, er ultraløber og arrangerer løbet Bornholm Backyard i Klemensker en gang om året.

– Jeg skrev til ham og spurgte, om han havde interesse i at være med og forklarede lidt om ideen. Den var han helt med på, siger Rasmus Skov Lintrup.

Da Tidende taler med ham, har de to ikke mødt hinanden endnu, men de skal løbe ruten sammen og snakke om deres ideer inden løbefællesskabets premiere.

– Vi har kun skrevet sammen på Messenger og smidt det ud på Facebook, og vi har faktisk fået god opbakning på det, fortæller Rasmus Skov Lintrup.

Både løb og hygge

"Super initiativ", "Fedt" og "Den er jeg også med på" lyder nogle af reaktionerne på Facebook. En spørger, om man kan være med, hvis man starter på nul, og en anden skriver, at han dør, hvis han skal løbe godt 6,5 kilometer. Så lang er den rute, som Rasmus Skov Lintrup og Thure Tornbo Baastrup har tænkt sig at løbe.

– Vi har en varmestue ved siden af kælkebakken, hvor vi mødes. Så deler vi os op i de tempi, vi løber, og hvis man har lyst til at løbe en anden rute, er det lige meget. Vi mødes der, og 45 minutter senere er døren åben igen, og så står der en kasse øl og en kasse sodavand, fortæller Rasmus Skov Lintrup.

Efter løbeturen er det tanken, at deltagerne kan hygge sammen i en halv times tid, inden de tager hjem igen. Løbefællesskabet handler nemlig ikke kun om løb.

– Både Thure og jeg er familiefædre, så det er også vigtigt for os. Det er ikke bare det at løbe en tur, det er også fællesskabet. Det er det sociale i at komme og være med, og vi får det bedste ud af det. Det er bare at møde op, komme med det man kan og løbe en tur, siger Rasmus Skov Lintrup.

Onsdag klokken 20 er valgt, fordi det passer de to initiativtagere bedst. De er begge familiefædre, og de forestiller sig, at hvis tidspunktet er godt for dem, er det måske også godt for andre i samme situation.