Kræftpatienternes op- og nedture i årets stafet

NOTITS | RØNNE | ABONNENT | 23. AUG 2022 • 15:55

Over 246.000 kroner blev der i 2019 indsamlet til Kræftens Bekæmpelse, da Stafet for livet blev afholdt i Rønne. I år forsøger arrangører igen.


Den kommende weekend afholdes endnu engang "Stafet for livet". Et arrangement som er sat i værk for at skaffe penge til bekæmpelse af kræft.

Efter et par år med corona, hvor alt har været sat på hold, håber formanden for stafetten på Bornholm, Hans Lindhardt, at der bliver stor opbakning om arrangementet i år.

– Vores mest aktive år var 2019 hvor 526 personer deltog i stafetten, og vi kom ud med et overskud på 246.000. Og vi håber selvfølgelig, at vi kan gøre det lige så godt igen i år, siger Hans Lindhardt.

Tirsdag eftermiddag går det dog en smule langsomt med tilmeldingerne, hvor antallet kun lige er rundet 100. Men det plejer at være sådan, at folk først melder sig til ret sent, fortæller formanden, der dog i år blot har kalkuleret med mellem 200 og 250 deltagere.

– Det har været sådan tidligere, at mange først melder sig til ret sent. For der sker så mange andre ting, og så tænker man ikke over det før i sidste øjeblik.

Hans Lindhardt mener også, at der er to andre faktorer, der gør sig gældende. Det ene er corona, som han mener generelt har gjort folk mere hjemmevante, og det andet er et stort cykelløb i samme weekend.

– Vi planlægger vores arrangement et års tid i forvejen, og først efter vores booking af stadion, fandt vi ud af, at Viking afholder et stort cykelløb med masser af tilmeldte. Så det kan da også have noget betydning for vores arrangement, mener formanden.

Stafetten skal symbolisere et forløb for en kræftpatient – det vil sige med opture og nedture, med lyse stunder og mørke stunder, og derfor indeholder arrangementet både livsbekræftende og sørgmodige indslag. Dermed vil der, ud over stafetløb, være mange andre aktiviteter, musik og underholdning, oplyser arrangørerne.

Stafet for livet afholdes lørdag og søndag den 27. og 28. august på Rønne Stadion Nord.