Højt humør på Team Rynkeby: 'Kaptajnen har forkælet feltet'

NOTITS | 13. JUL 2022 • 06:33
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
13. JUL 2022 • 06:33

De bornholmske ryttere blev mindet om det fællesskab, Team Rynkeby er.


Team Rynkeby er andet og mere end de bornholmske cykelryttere, som for tiden er på vej til Paris. Det blev tydeligt, da bornholmerne boede på hotel med det svenske Rynkeby-hold fra Borås. Inden 4. etape blev de svenske holdkammerater sendt af sted med klapsalver og heja-råb.

– Det mindede os om, at vi er en del af et større fællesskab, faktisk et rigtig stort fællesskab. 2.500 ryttere og servicefolk fra ni forskellige lande, som sammen bidrager til at samle penge ind til Børnecancerfonden og Børnelungefonden, fortæller Kathrine Holm Nilsson fra Team Rynkeby Bornholms pr-gruppe i en mail.

Etapen var 155 kilometer fra Bramsche til Bocholt, og det var dagen, hvor der begyndte at komme lidt flere bakker, som indimellem godt kunne mærkes i de lidt ømme ben. Efter lidt bakkekørsel blev der kørt en masse kilometer på flade småveje, som bragte rytterne igennem et landskab med bølgende kornmarker og høje majsmarker.

– Kaptajnen har forkælet feltet med mange gode jokes og vitser, altså dem han kunne huske, og dem han ikke kom til at fortælle svaret på. Humøret har som altid været højt, og vi har haft endnu en skøn dag på de gule cykler, fortæller Kathrine Holm Nilsson.