Dødsbranden: Flere sårbare borgere har ingen røgalarmer

Henriette Olsen har fået sponsoreret røgalarmer til kommunens psykisk sårbare borgere. I sit arbejde som bostøtte i socialpsykiatrien oplevede hun nemlig at komme hjem til mennesker, som følte sig utrygge efter efterårets tragiske gårdbrand.

Det rystede hele Bornholm, da en tragisk gårdbrand i november kostede et menneskeliv og sendte flere andre på hospitalet.

– Jeg kunne mærke, at når jeg kom ud til mine borgere, så var der flere, der var berørte af det, fortæller Henriette Olsen, som er bostøtte i socialpsykiatrien i Bornholms Regionskommune og derfor jævnligt kommer i mange forskellige hjem, som en del af arbejdet.

Og når hun tænkte efter, så forstod hun egentlig godt, hvorfor borgerne følte sig utrygge.

– Det gik op for mig, at flere af borgerne - og endda nogle af mine kollegaer - ikke havde røgalarmer. Det troede jeg bare var noget, alle havde, men jeg er selvfølgelig også gift med en brandmand, fortæller hun.

Netop i hjemmene hos de borgere, hun møder i løbet af sine arbejdsdage, er der dog ekstra god grund til at være utryg uden en røgalarm, for der er en masse omstændigheder, der betyder, at der faktisk kan være brandfare.

– Der er rigtig mange, der får noget sløvende, beroligende medicin, nogle får noget at sove på, fordi de sover dårligt. Vi har flere der ryger, der er nogle der drikker - det er ikke så mange, men der er mange forskellige typer borgere, forklarer hun.

– Nogle af dem har ikke så mange penge og bor måske i nogle boliger, der er billige og som har gamle, dårlige installationer.

Da hun gennem sin mand hørte, at Bornholms Brandvæsen og Trygfonden var gået sammen om at uddele brandalarmer i Aakirkeby, fik hun idéen om, at der måske også var nogen, der ville donere et par alarmer til hendes borgere.

Brug for en særlig indsats

Da hun tog fat i Bornholms Brandvæsen fandt hun ud af, at der for nogle år siden havde været et projekt i gang med navnet “Sammen kan vi redde en sårbar fra brand”.

– Det var egentlig Beredskabsstyrelsen, KL og Trygfonden, der havde lavet det i 2018, men der var ikke rigtig nogen, der var bidt på det. Da jeg ringede, så var det nok bedre sent end aldrig, fortæller Henriette Olsen.

Hun og kollegaerne fik besøg af en brandmand, der fortalte om alle de ting, man skal være opmærksom på, når man er en af de få, som kommer i en sårbar persons hjem.

– For mange psykisk sårbare, så er det bare os bostøtter, der kommer hos dem og måske ikke så mange andre, så det handler også om, hvordan vi kan informere og hjælpe dem.

Bostøtterne har derfor fået en checkliste fra Bornholms Brandvæsen, der hjælper dem med at spotte, om der er brug for en særlig indsats. Eksempelvis om borgeren er dårligt gående, ryger, får beroligende medicin og lignende ting, der kan have betydning for brandfare og muligheden for at slippe levende fra det, hvis uheldet er ude.

– Det handler om at have et andet syn på at scanne rummet og se, om der lige skal sættes et ildfast fad under askebægeret, eller om der er nogle røgalarmer. Det er ikke det, vi er bestilt til, men det er en type borgere, der er rigtig meget alene, og de tænker måske ikke over det. Men vi oplevede jo, at de var meget berørte af den brand i Aarsballe.

Det kræver så lidt

Da Henriette Olsen så, at de hos Bornholms Brand havde et projekt, hvor de uddelte røgalarmer til deres forsikringskunder, var hun ikke sen til at række ud og høre, om de ville sponsorere nogle røgalarmer, som kunne sættes op hjemme hos borgerne.

– Der er jo flere af vores borgere, der er kunder der, men de kommer måske ikke lige ind forbi og henter en røgalarm, så det fungerer bedre, hvis vi tager derud og hjælper med at sætte den op, fortæller hun.

Bostøtterne har nu fået sponsoreret en kasse røgalarmer, der bliver sat op efterhånden, som de kommer rundt i hjemmene.

I løbet af januar skulle der gerne dukke flere op, for Trygfonden har også sagt ja til at sende en masse røgalarmer - også under forudsætning af, at bostøtterne skal hjælpe med at sætte dem op og ikke bare dele dem ud.

– Jeg har hjulpet med at sætte nogen op, og det er jo ikke noget, vi er eksperter i, men jeg tænker, at det er lidt som førstehjælp. Det værste man kan gøre, det er vel ingenting. Nu prøver vi i det mindste.

– Det er ikke ansvar, vi skal have, men jeg synes, det kræver så lidt af os lige at have øjne på det, mener hun.

Hun gætter på, at der inden jul var sat røgalarmer op hos 10-12 af borgerne. Det er kun begyndelsen, og hun håber, at det fremadrettet er noget, der kommer til at være et større fokus på.

– Vi bliver nødt til at gøre noget for at hjælpe vores borgere med at kunne sove trygt om natten.