De går – for at støtte et godt formål

De går – for at støtte et godt formål
De er rejst her til Bornholm for at gå weekendens to gåture. Privat foto
NYHED | ABONNENT | 14. AUG 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
14. AUG 2022 • 05:30

"Gå for Børnetelefonen" har fået lokal støtte af Gudhjem Bus – men håber på mere.

– Vi er ude at gå, simpelthen, siger Søren Johnsen her lørdag formiddag, da Tidende fanger ham over mobilen, og hvor han sammen med den øvrige gruppe befinder sig ved Ypnasted på Kyststien.

I alt er de 15 tilrejsende vandrere, der er ude at gå, og det sker med et specifikt formål: at samle ind til Børnetelefonen.

Projektet hedder da også "Gå for Børnetelefonen".

Udsigten kan man ikke klage over. Privat foto

Dertil, fortæller Søren Johnsen, er det god træning til, når gruppen senere skal ned og gå på Caminoen, som er en af verdens mest kendte pilgrimsruter, og som fører til apostlen Jakobs grav i den spanske by Santiago de Compostela.

– Da skal vi gå 25 kilometer hver dag i fem dage, så det her er nogle gode træningsture, siger han.

Det er Børns Vilkår, der har startet et initiativ for at samle penge ind til Børnetelefonen. Fem vandre-fællesskaber er blevet dannet dækkende hele landet, og disse fællesskaber har allerede samlet 1,2 millioner kroner ind på et halvt år.

Denne weekend er så et hold på 15 vandrere på Bornholm for lørdag at gå fra Bølshavn ad Kyststien til Allinge og søndag en rundtur fra Allinge til Vang og Hammerknuden.

– Og vort arrangement her i weekenden har allerede afstedkommet den første donation fra en bornholmsk virksomhed, fortæller Søren Johnsen.

– Gudhjem Bus har givet et bidrag, og det er vi meget glade for, men vi håber selvfølgelig også på, at vi får flere bidrag.

"Gå for Børnetelefonen" skal sikre, at endnu flere svigtede børn og unge i Danmark kan få hjælp via Børnetelefonen, når de har brug for det. Dens formål er, at ingen skal stå alene med mobning, ensomhed, selvmordstanker, forældres misbrug, angst eller vold.

De penge, der bliver indsamlet, betyder alverden for at hjælpe svigtede børn og unge, oplyser Børns Vilkår. Pengene går blandt andet til:

• Flere rådgivere på Børnetelefonen, så flere børn og unge kan få hjælp.

• Øget formidling til børn og unge om Børnetelefonens tilbud.

I sommerhus

Hvordan er du selv blevet involveret i det her?

– Det er jo blevet annonceret på Facebook og andre steder, men selv hørte jeg om det fra en, som havde læst om det, siger Søren Johnsen.

– Og så tænkte jeg, at det kunne være rigtig fint at bidrage til det gode formål. Det er jo i princippet alle, der kan deltage, og aktuelt er der altså lavet fem hold rundt om i landet á cirka 20 personer.

Og I er alle kommet tilrejsende til Bornholm for at gå jeres ture i denne weekend?

– Ja. Men nogle af os har også sommerhus herovre.

 

 

Børnetelefonen

Børnetelefonen havde sidste år 55.324 samtaler med børn og unge.

I 2020 handlede 2.100 samtaler på Børnetelefonen om vold, mens 1.900 samtaler handlede om seksuelle krænkelser.

Desværre er der mange børn, der ringer forgæves. Men med den aktuelle indsamling håber Børns Vilkår på at kunne udvide kapaciteten og dermed hjælpe flere børn.

Både private og virksomheder kan bidrage. Det kan man dels gøre ved at gå ind på bornsvilkar.dk/indsamlinger eller ved at sende et beløb via mobile pay: 414043. 

 

Her er vandrerne ved Ypnasted på Kyststien. Privat foto