Ældrerådet støtter plan om et sundhedshus

NOTITS | 24. MAJ 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
24. MAJ 2022 • 10:30

Rådet forstår ikke den bekymring, nogle politikere har.


Det bliver mødt med undren i Bornholms Ældreråd, at et flertal i kommunalbestyrelsen er bekymret ved udsigten til et sundhedshus på en grund i nærheden af Bornholms Hospital.

– Ældrerådet er meget positive overfor planerne og har meget svært ved at se de ulemper, som nogle partier i kommunalbestyrelsen har fremført. Bornholms Ældreråd skal på de kraftigste anbefale, at man kommer videre i processen med udarbejdelse af en lokalplan, siger formand Erik A. Larsen i en pressemeddelelse.

Sagen om sundhedshuset blev drøftet på rådets møde mandag.

Da den var i kommunalbestyrelsen i sidste uge sendte et flertal bestående af Enhedslisten, Socialdemokratiet og Kristendemokraterne sagen tilbage til social- og sundhedsudvalget samt natur-, miljø- og planudvalget.

I Socialdemokratiet er man nervøs, fordi initiativtagerne bag det mulige sundhedshus har gentaget det som en forudsætning, at både kommunen og Bornholms Hospital lægger funktioner ind i sundhedshuset. Enhedslisten ønsker desuden et sundhedshus' konsekvenser for kommunen nærmere undersøgt, ligesom partiet ikke føler sig sikker på, at det vil være lovligt for kommunen at afgive funktioner til et sundhedshus.