Viking venter stadig på afgørelse i sag om tvangsnedrykning: 'For hver dag der går, bliver det mere latterligt'
Glæden var stor, da Viking den 17. juni fik overrakt mesterskabspokalen. Siden da er smilet stivnet en smule. Arkivfoto: Berit Hvassum

FODBOLD | RØNNE | GRATIS
1. SEP 2021 • 15:00
Jesper Gynther
Journalist

Viking venter stadig på afgørelse i sag om tvangsnedrykning: 'For hver dag der går, bliver det mere latterligt'

Det tager sin tid.

Selvom det snart er halvanden måned siden, at Viking Fodbold ankede DBU Bornholms beslutning om at tvangsnedrykke rønneklubben til Serie 1, fordi klubben som vinder af Bornholmsserien ikke ønskede at rykke op i Københavnsserien, er der endnu ikke faldet afgørelse i sagen.

Tirsdag skete der dog et lille fremskridt. Viking modtog en besked fra Fodboldens Appelinstans, som fortalte, at den nu har modtaget sagen og i den forbindelse har bedt DBU Bornholm om at komme med en redegørelse.

– Men appelinstansen kan ikke rigtig fortælle os, hvor lang tid sagsbehandlingen vil vare, så det er jo imponerende, fortæller en frustereret Carsten Folkman fra Vikings bestyrelse.

Turneringen er gået i gang

Det var helt tilbage til den 29. juni, at Viking blev idømt straffen af DBU Bornholm, som udover tvangsnedrykning også bestod af et forbud om oprykning til Københavnsserien i tre år og en bøde på 1.500 kroner.

Nu to måneder senere er sæsonen gået i gang, og Vikings førstehold har allerede spillet to kampe i Serie 1. Den lange sagsbehandlingstid er frustrerende for Viking, som havde håbet på at kunne få medhold tids nok til, at man kunne have begyndt sæsonen i Bornholmsserien.

– For hver dag der går, bliver det jo mere latterligt at skulle få medhold, for nu er vi nået to runder ind i turneringen, så det er jo håbløst det her, siger Carsten Folkman, som derfor så småt har indstillet sig på, at klubben – uanset udfaldet af ankesagen – må bruge et år i Serie 1.

– I princippet mener jeg jo, at hvis vi får medhold, så skal turneringen gå om, men inden DBU Bornholm kommer med en redegørelse, er vi tre-fire runder inde i turneringen, og vi gider jo heller ikke spille hele december, siger han.

Mulig retssag i vente

Hvis Viking får medhold, vil klubben dog ikke bare glemme sagen.

– Så vil vi tale med vores advokat, om vi kan sagsøge dem (DBU Bornholm, red.) for et eller andet. Det har jo kostet os nogle penge. Dels har vi mistet medlemmer og entréindtægter, siger Carsten Folkman, som mener, at straffen ikke kun har haft negative konsekvenser for Viking selv.

– Jeg kan ikke forstå, hvad straffen skal gavne for nogen som helst på Bornholm. Det er der ikke nogen, der indtil videre har kunne komme med et fornuftigt svar på, siger han.



Flere nyheder