'Vi kan ikke blive ved at sige, at vi er bedre, end tabellen viser'

'Vi kan ikke blive ved at sige, at vi er bedre, end tabellen viser'
Mathias Lund scorede NB Bornholms enlige mål i 2-1-nederlaget til BK Skjold tidligere i dag. Arkivfoto: Ole Mik
KAMPREAKTION | BORNHOLM | ABONNENT | 23. OKT 2021 • 20:51
Af:
Jørn Lund/Jesper Gynther
KAMPREAKTION | BORNHOLM | ABONNENT
23. OKT 2021 • 20:51

Det var en ærgerlig NB Bornholm-træner, der udtalte sig efter dagens 2-1-nederlag til topholdet i Københavnsserien, BK Skjold.

– Vi havde fortjent det ene point. 1. halvleg var vi ikke gode, og vi fik aldrig lagt det pres på dem, som var planen. Samtidig var vores spil noget tjavs, vi turde ikke spille med dem, siger en skuffet Thomas Jørgensen, som havde håbet på mere i lørdagskampen mod BK Skjold, der ellers fører Københavnsserien suverænt med nu otte sejre ud af ni mulige.

– Efter pausen ændrede vi taktikken lidt, og det gav pote. Vi spillede en kanon 2. halvleg, og vi spiller vi dem jo ud af banen i de sidste 20 minutter. Men vi giver dem nogle bløde mål, og det taber vi kampen på, så det kan jeg kun ærgre med over, siger Thomas Jørgensen.

NB Bornholm ligger nu næstsidst i tabellen, og det irriterer NB-træneren, som dog alligevel prøver at se på det positive.

– Vi kan ikke blive ved at sige, at vi synes, vi er bedre, end tabellen viser, og at vi spiller godt uden at få point. Men jeg synes, at de seneste kampe har vist, at vi bliver bedre og bedre, siger han.

Hunden boltrede sig i Fælledparken

NB Bornholms bedste i kampen mod Skjold var uden tvivl deres midtbanestrateg Mathias ”Hund” Lund, som - ud over at score et flot mål - var i konstant bevægelse og var med i rigtig meget af NB Bornholms opspil mod topholdet.

– Kampen gik som forventet. Skjold pressede os i en stor del af kampen, men vi kom stærkt igen i 2. halvleg. Efter mit mål blev vi endnu mere tændte og vi havde fortjent det ene point, siger Mathias Lund.

– Men det er nok typisk, hvad der sker for et bundhold ,når de møder et tophold. Marginalerne er ikke med os. Men vi kan være vores indsats bekendt, og efter hvad vi har været igennem her i dette efterår, så lover det godt for de kommende kampe, vi har tilbage her i efteråret, siger en stærkt spillende Mathias Lund, som har dette at sige om sit reduceringsmål til 1-2.

– Der var ikke så meget betænkningstid. Bolden skulle bare ind. Den kunne ligeså godt være røget overhegnet, men den gik heldigvis ind, siger han om målet, hvor han med en enorm vilje og kraft bankede bolden i nettet fra en position inde i feltet.