Torbens bil slog fire kolbøtter: Selv lægerne blev forskrækkede

Torbens bil slog fire kolbøtter: Selv lægerne blev forskrækkede
DM-løbet blev en kort fornøjelse for Torben Larsen. Allerede i første heat måtte han udgå efter et voldsomt uheld. Foto: Jesper Gynther
NYHED | KLEMENSKER | ABONNENT | 18. SEP 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | KLEMENSKER | ABONNENT
18. SEP 2022 • 05:30

Selvom de til daglig arbejder på akutafdelingen på Bornholms Hospital, fik lægerne Nikola Jovanovic og Pernille Mygind noget af en forskrækkelse, da de lørdag hjalp til under DM i folkerace på Bolbybanen i Klemensker.

Allerede i det første heat skete der et voldsomt uheld. Torben Larsen fra Teamvwrally blev presset ud i volden, og så rullede hans bil rundt flere gange, inden den landede på en af de andre biler i feltet. 

– Altså, jeg kunne jo godt se, at der var ikke helt plads til mig på indersiden af svinget, og når jeg så ramte volden, så lukkede jeg øjnene, og så holdt jeg bare fast. Og så nåede jeg at tænke, hvornår lander jeg? Jeg slog alligevel fire kolbøtter, så det var alligevel lidt jo, fortæller Torben Larsen.

Uheldet fik tilskuerne til at blive meget bekymrede, og også Torben Larsens holdkammerat - og forlovede - blev meget nervøs for, om der var hændt ham noget.

– Jeg så lige, at der skete et eller andet tumult, og man hører jo alle folk gale op. Og når man så opdager, at det er en af ens egne, så har man jo lyst til at løbe ind på banen. Man er jo et skarn, hvis man ikke bliver bekymret, når der er en, som vælter rundt, siger Christina Steinlein.

Det er en noget medtaget bil, som Torben Larsen nu er indehaver af. Foto: Jesper Gynther


Lægerne frygtede det værste

Uheldet påvirkede også de to læger, som der ifølge reglerne skal være tilstede under et folkeraceløb. 

– Adrenalinen pumper, og man er klar på det værste, og jeg tænkte da også, at han er kommet meget til skade, fortæller Nikola Jovanovic og Pernille Mygind, som til daglig arbejder på akutafdelingen på Bornholms Hospital.

– Havde det været et andet sted end her, at en bil havde rullet rundt sådan der, så havde det jo været med ambulance ind til hospitalet, og så havde hele teamet stået klar derinde, fortæller de.

Så slemt gik det heldigvis ikke for Torben Larsen. Han kunne selv komme ud af bilen og havde ikke behov for at blive sendt til hospitalet. Dog var det slut med at køre, for bilen var totaltskadet. 

– Den er kasseret. Den bliver aldrig til bil igen. Vi skal pille motor og gearkasse ud, og så bliver resten skrottet. Så det har kostet en bil, men sådan er det, siger han.

I løbet af dagen var der tre uheld, hvor biler rullede rundt. Her ses Nikola Jovanovic (blå bukser) og Pernille Mygind (med solbrillerne) tale med en kører, som rullede rundt i det første sving i A-finalen. Foto: Jesper Gynther

Torben var ikke bange

Selvom uheldet var voldsomt, var Torben Larsen ikke bange, da det skete. 

– Nej, jeg sidder rimelig beskyttet, så det er bare op på hesten igen, siger han med henvisning til, at folkeracebiler er lavet meget robust, og derfor er det meget sjældent, at kørerne kommer alvorligt til skade, når der sker uheld.

Nikola Jovanovic og Pernille Mygind var da også blevet informeret om, at bilerne er meget sikre, og lægerne kunne da også konstatere ved alle dagens uheld, at kørerne slap uskadt fra oplevelsen.

– Men indtil man kommer derud til dem, er man sådan lidt, hvad kan der være sket, og hvordan har patienten det?, siger de.

Trods bekymringerne er de dog mere end klar på at være med igen, når der næste gang bliver kørt løb på Bolbybanen.

– Ja, bestemt, det har ikke afskrækket os. Det var megafedt, siger de.

Pernille Mygind og Nikola Jovanovic er vant til traumer fra deres daglige arbejde på akutafdelingen på Bornholms Hospital, men alligevel mærkede de adrenalinen pumpe i kroppen undervejs i DM-løbet. Foto: Jesper Gynther