Store stævner på vej til Bornholm

NYHED | BORNHOLM | 12. NOV 2021 • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | BORNHOLM
12. NOV 2021 • 19:00

36 krocketspillere fra alle øens klubber har været til medlemsmøde hos DGI Bornholms krocketudvalg. Her blev det fortalt, at der både er Danmarksmesterskabet for par og Øststævnet på vej til Bornholm.

Mogens Olsen, der er formand for DGI Bornholms krocketudvalg, havde gode nyheder at fortælle til de lokale krocketspillere, da der for nylig blev afviklet medlemsmøde med deltagelse af spillere fra alle øens klubber.

Øststævnet kommer nemlig til Bornholm i 2022, og Nexø Krocketklub har meldt sig som arrangør, hvilket de andre krocketklubber har tilsluttet sig. Det vil blive undersøgt, om der er mulighed for at tilbyde de deltagende spillere en efterfølgende spisning efter stævnet, som afvikles i slutningen af juni.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

På lidt længere sigt er der også noget at se frem til. I starten af september 2023 har Bornholm nemlig fået tildelt værtsskabet for Danmarksmesterskabet for par, som vil blive afviklet i Hasle. Det bliver et stort arrangement, for et DM kræver banefaciliteter til samtlige rækker, hvilket vil sige cirka 100 spillere og cirka 35 baner.

DGI’s turneringsudvalg er turneringsansvarlige for DM, og der vil være masser af praktiske ting, som der skal sørges for med bespisning morgen og frokost samt eftermiddagskaffe, ligesom der også skal være salg af øl og vand.

Mogens Olsen oplyste endvidere, at der har været midtvejsmøde i DGI’s krocketudvalg, hvor man drøftede klassificeringsregler på landsplan for, at alle arbejder efter samme regler. Det er nemlig vigtigt, når der spilles på tværs af de forskellige regioner.

Årets sidste stævne

Inden medlemsmødet blev der desuden afviklet et mixstævne, hvor der blev spillet i fire puljer. Efter spil og medlemsmøde var der social sammenkomst med gløgg og æbleskiver, samt kaffe. Dette var sidste stævne i 2021, og alle glæder sig til 2022 efter en forhåbentlig mild vinter, så der igen kan spilles krocket på banerne, oplyses det i pressemeddelelsen.


Puljevindere:

Pulje 1 vinder – Anne Grete Espersen og Gurli Jensen, Neksø

Pulje 2 vinder – Berner Lind, Knudsker og Inge Jørgensen, Neksø

Pulje 3 vinder – Signe Pedersen, Knudsker og Mogens Olsen, Neksø

Pulje 4 vinder – Leif Nielsen, Hasle