Stor tilslutning til nyt løb på Højlyngsstien

Stor tilslutning til nyt løb på Højlyngsstien
160 skal lørdag deltage i Højlyngsløbet, og nogle af dem kommer forbi Ekkodalen, inden de løber videre mod slutmålet i Aarsdale. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 26. MAR 2021 • 15:15
Jesper Gynther
Journalist

26. MAR 2021 • 15:15

LØB

På lørdag den 27. marts er der premiere på Højlyngsløbet, som er et nyt løb, som Tejn IF står bag.

Løbet afvikles på Højlyngsstien, som blev åbnet i 2020, og der vil være mulighed for at deltage i forskellige distancer, hvoraf den længste er på 67 kilometer, hvor man løber på hele Højlyngsstien fra Sandvig til Aarsdale.

Ruten går dermed tværs over Bornholm, og de forskellige distancer i løbet vil henholdsvis have start på Sandvig strand, hvor ultraløberne starter, Rø plantage, hvor marathon starter, Ekkodalshuset, hvor halvmarathon bliver sat i gang, og sidst i Ølene, hvor 12 km walk/run starter.

– Der har været stor tilslutning til de forskellige distancer, og vi glæder os til igen at kunne afvikle løb, siger Lene Møller fra Tejn IF’s løbeafdeling, der oplyser, at i alt 160 personer har tilmeldt sig Højlyngsløbet.

Senest Tejn IF arrangerede et løb var i november, hvor Valdemar Den Store-løbet fik debut. Derefter måtte klubben aflyse sit nytårsløb, ligesom også Hammer Trail Winter Edition måtte aflyses på grund af coronarestriktionerne.