Stor håndboldweekend i Aakirkeby: 'Vi glæder os til at præsentere os i provinsen'

Stor håndboldweekend i Aakirkeby: 'Vi glæder os til at præsentere os i provinsen'
Viking Rønne Håndbold spiller lørdag mod Team Nørrebro 2 i Aakirkeby-Hallerne. Arkivfoto: Jesper Gynther
KAMPOPTAKT | AAKIRKEBY | 19. NOV 2021 • 09:20
Jesper Gynther
Journalist
KAMPOPTAKT | AAKIRKEBY
19. NOV 2021 • 09:20

To seniorhold og to ungdomshold tager imod københavnske modstandere i Aakirkeby-Hallerne lørdag og søndag.

Indtil nu i denne sæson har de bornholmske rejsende hold spillet deres hjemmekampe i Rønne Idrætshal, men i denne weekend drager spillerne til Aakirkeby-Hallerne for at spille. Første kamp er lørdag klokken 13.05, hvor Viking Rønne Håndbolds herrehold i Serie 1 spiller mod Team Nørrebro 2.

– Vi glæder os til at komme ud og spille i andre haller end kun Rønne Idrætshal. Måske kan det kaste lidt positivt af sig til gavn for håndbolden, at vi kommer ud og præsenterer os i ”provinsen”. Det vil glæde os at se tilskuere, som ikke nødvendigvis finder til Rønne, hvor vi normalt spiller vores hjemmekampe, siger træner Lars Trust i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at holdet vil forsøge at holde fast i sin måde at spille på.

– Hvis jeg kan læse rigtigt på københavnernes holdkort, vil vi få gavn af at dække endnu mere intenst op. Således vil vi forsøge at få så få angrebssituationer imod os som muligt.

– Det kan vise sig at være risikabelt at dække på den måde, men er vi gode, kan det i den grad betale sig. Når bolden bliver vores, vil vi forsøge at have den så kort tid som muligt. Forstået således at vores trup, som er i den unge ende, gerne vil afslutte hurtigt imod et hold som Team Nørrebro 2, siger han og slår fast, at holdet skal forsøge at klare mest muligt i første og anden bølgeangreb.

Flere kampe

Der spilles yderligere to kampe lørdag i Aakirkeby-Hallerne: Team Bornholms Damer tager imod Team Nørrebro 3 med kampstart klokken 14.35, mens Viking Rønnes U13-hold tager imod Københavns Håndboldklub med kampstart klokken 16.00.

Søndag spilles der yderligere to kampe i Aakirkeby-Hallerne: Team Bornholms U15-piger spiller mod Hvidovre IF 3 med kampstart klokken 12.00, mens Viking Rønnes U13-hold spiller endnu en kamp mod Københavns Håndboldklub med kampstart klokken 09.30.