Sæsonen starter i weekenden: Må jagte point uden tilskuernes opbakning

Sæsonen starter i weekenden: Må jagte point uden tilskuernes opbakning
I weekenden bliver der igen spillet turneringskampe på de bornholmske græsbaner. Blandt andet skal Thomas Jørgensens NB-tropper lørdag møde KB på Nexø Stadion. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 9. APR 2021 • 09:47
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
9. APR 2021 • 09:47

FODBOLD

I denne weekend bliver der igen fløjtet op til kamp ude på de bornholmske fodboldbaner efter en vinterpause, der blev længere end normalt grundet coronarestriktionerne.

Ikke alle hold starter sæsonen op denne weekend, men blandt andet RIK og NB Bornholms herrehold i Københavnsserien skal i aktion.

Lidt specielt skal både RIK og NB Bornholm spille på hjemmebane i samme spillerunde. Holdene skal i aktion om lørdagen, hvor NB Bornholm lægger ud med at spille mod Københavnsseriens bundprop KB 2 klokken 14 på Nexø Stadion, mens RIK tager imod PI Fodbold klokken 15.30 på kunstgræsbanen i Rønne.

Kampene er i øvrigt en af i alt fire udsatte kampe fra efteråret, og når de kampe er færdigspillet, skal holdene enten spille med i et opryknings- eller et nedrykningsslutspil.

Desværre må der ikke lukkes tilskuere ind til nogle af weekendens kampe på grund af coronarestriktionerne, hvilket ærgrer NB Bornholms træner, Thomas Jørgensen.

– Det er godt nok ærgerligt, at vi med mere eller mindre nul smittede på Bornholm ikke kan få nogen tilskuere ind. Men sådan er det. Vi håber snart, at der kan blive åbnet op for det, så vi forhåbentlig kan vise, hvor dygtige vi er, siger han til Bornholms Tidende.

NB jagter oprykningschance

NB Bornholm har i øvrigt meget at spille for i weekenden, da holdet stadig har mulighed for at komme med i oprykningsslutspillet. Da modstanderen, KB, er rækkens bundprop, er træner Thomas Jørgensen da også klar over, at en sejr er påkrævet.

– Normalvis er det jo sådan en kamp på hjemmebane mod nummer sidst, som vi bør hente tre point i. Det vil vi gå benhårdt efter og prøve alt det bedste, vi kan. Hvis vi skal med i oprykningsslutspillet, er det vel også sådan en kamp, vi skal vinde, siger han og forklarer, at det er vigtigt også rent mentalt for spillerne, at de leverer en god indsats i den første turneringskamp i foråret.

– Rent selvtillidsmæssigt er det vigtigt, at vi leverer en god kamp og får tre point. Men spiller vi 0-0, fordi vi rammer træværket otte gange og i øvrigt er meget uheldige, så kunne man måske godt stadigvæk få selvtillid ud af det, siger han.

Thomas Jørgensen oplyser desuden, at holdet har fået et par nye ansigter i truppen henover vinteren i form af den defensive 21-årige midtbanespiller Kian Frandsen, der senest har spillet i Jyllandsserien for den profesionelle klub Hobro IK. Derudover har holdet også fået tilgang af den 17-årige backspiller Sebastian Finsen, der er lillebror til Marius og Valdemar, der også er at finde i NB-truppen.

Bornholmere i bunddyst

RIK skal i weekenden også spille sin første af fire udsatte kampe fra efteråret, og her handler det i stedet om at skrabe point sammen, så man kan komme væk fra bunden af rækken.

Både RIK og modstanderen PI Fodbold er at finde i den tunge ende af Københavnsserien, og hvis man vil gøre sig forhåbninger om at undgå nedrykning, skal der sejre på kontoen resten af foråret.

Opgøret mellem RIK og PI Fodbold er i øvrigt et decideret bornholmerbrag, for selvom PI Fodbold har hjemmebane i Valby, så består hovedparten af klubbens spillere af bornholmere, der nu bor i københavnsområdet.

Kampe i lokalrækken og ungdom

Der bliver også spillet kampe i de lokale rækker i weekenden. I Bornholmsserien bliver der således taget hul på den første af fem afsluttende runder, inden der skal spilles slutspil.

Baseret på efterårets resultater bliver den mest spændende kamp formentlig mellem Knudsker og Midtbornholm, når de mødes fredag aften. Det er nemlig rækkens nummer to og tre med henholdsvis 19 og 13 point, der skal op mod hinanden. Her håber rækkens førsteplads Viking med 22 point nok på uafgjort, så holdet med en sejr søndag over Nexø kan øge sit forspring til begge hold. Derudover spiller bundholdene Hasle og RIK også mod hinanden fredag aften.

Afslutningsvis kan det nævnes, at også Elite Bornholms U16-drengehold skal i aktion lørdag, når holdet møder Brøndby Strand på hjemmebane. Modsat seniorholdene er der ikke her tale om en række, som fortsætter, hvor den slap i efteråret, men i stedet er der tale om første kamp i en ny sæson for begge hold.