Rønne Bears bliver til brætspilsklub

Rønne Bears bliver til brætspilsklub
Rønne Bears har de seneste år trænet på landsstævnestadionet i Rønne. Her ses klubbens juniorspillere i aktion. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NOTITS | ABONNENT | 18. NOV 2022 • 17:18
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | ABONNENT
18. NOV 2022 • 17:18

Der er ikke længere nogen klub på Bornholm, som dyrker amerikansk fodbold. Rønne Bears har nemlig valgt at ændre navn og formål, da de fleste medlemmer hellere vil spille brætspil.

Interessen var stor, da Rønne Bears blev stiftet for fire år siden. Over 30 kom til træning, og det er ret mange for en nichesport i Danmark.

Desværre har der siden været en konstant nedgang i antallet af spillere, og derfor har klubben nu besluttet at lukke ned for amerikansk fodbold. Foreningen fortsætter - dog med nyt navn og formål.

– Vi havde mange flere passive medlemmer, der kom og spillede brætspil i vores klubhus, end der var aktive spillere på træningsbanen. Derfor hedder klubben nu Brætspil Bornholm, oplyser formand Nikolaj Gregersen, som ser tilbage på flere gode oplevelser med Rønne Bears, som i starten trænede ved fodboldbanerne ved Viking og senere rykkede hen på landsstævnestadionet.

Rønne Bears har aldrig selv fået stablet et turneringshold på benene, men flere af spillerne har spillet kampe for samarbejdsklubben Næstved Vikings.

– Uden dem havde vi ikke haft mulighed for at spille i Danmark, og vi har derfor også valgt at overlevere alt vores udstyr til dem, fortæller Nikolaj Gregersen, som også takker Ystad Rockets for at give klubbens spillere mulighed for at spille i Sverige.

Amerikansk fodbold er dødt

Rønne Bears var ikke den første bornholmske footballklub, men formanden frygter, at det kan blive den sidste.

– Amerikansk fodbold er helt dødt på Bornholm nu, og jeg ser ingen fremtid for det herover. Det er trist og vemodigt, siger han.

Der vil dog sandsynligvis stadig blive spillet lidt amerikansk fodbold på Bornholm. Den tidligere cheftræner for Rønne Bears er nemlig idrætslærer på Bornholms Frie Idrætsskole i Nyker.

Nikolaj Gregersen oplyser desuden, at Brætspil Bornholm fremover vil holde sine arrangementer på biblioteket i Rønne, men er på udkig efter mere egnede lokaler.