Politiet har nu et komplet bornholmsk trænerteam

Politiet har nu et komplet bornholmsk trænerteam
Politiet er programsat til at møde RIK på Rønne Stadion Nord den 10. april i forårets første kamp. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 24. FEB 2021 • 08:39
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
24. FEB 2021 • 08:39

FODBOLD


Hvis man flytter til København og gerne vil finde en klub at spille fodbold i, så har det i efterhånden en del år været en tradition at melde sig ind i Politiets Idrætsforening. Her er størstedelen af spillerne nemlig fra Bornholm, ligesom hele bestyrelsen i øvrigt også er det.

Også blandt trænerne vrimler det med bornholmere, og nu er der kommet endnu en til. Joachim Gram fra Klemensker er nemlig blevet præsenteret som ny cheftræner for klubbens bedste herrehold, der spiller i Københavnsserien, og dermed er hele trænerteamet nu bornholmsk, idet assistenttræner Jonas Berg og holdleder Simon Persson også stammer fra Danmarks østligste landsdel.


Politiets Idrætsforening

Der er beretninger om fodboldspillende politibetjente allerede i 1905, men først 12. januar 1920 dannes Politiets Idrætsforening – PI.

Med virkning fra 2013 ønsker klubben at optræde under det lidt mere anonyme navn PI fodbold.

I dag er det dog ikke politibetjente, som klubben er kendt for. I stedet er klubben kendt for næsten kun at have bornholmske spillere, trænere og ledere.

Kilde: DBU København

Den nye cheftræner fortæller til Bornholms Tidende, at han glæder sig til at træne holdet, særligt fordi der er så mange, som han kender fra sin opvækst på Bornholm. Han tror dog også, at det faktum kan blive en udfordring.

– Det er jo lidt ambivalent for mig, at der er så mange bornholmere på holdet, for det kan godt gøre det sværere at være cheftræner og skulle træffe nogle beslutninger, fordi det er folk, man kender, og som jeg er vokset op sammen med og har spillet fodbold med, siger Joachim Gram.

– Men samtidig er det jo også noget, som giver noget tilhørsforhold. Det er jo noget helt unikt, at der er så mange bornholmere, og at det er vægtet så meget på det sociale og det sammenhold, man har, siger han og forklarer, at sidstnævnte gjorde, at han takkede ja til jobbet.


Politiets nye cheftræner er 28-årige Joachim Gram, der er født på Bornholm og opvokset i Klemensker. I dag bor han i Vanløse sammen med sin kone Katrine og deres datter på halvandet år. Pressefoto

Har spillet badminton med holdlederen

28-årige Joachim Gram har boet i København siden 2012, men modsat mange andre fodboldinteresserede eksilbornholmere har han aldrig selv tørnet ud for PI Fodbold. I stedet har han de seneste syv-otte år været spillende træner for først FA 2000 og siden B1960, som begge er klubber, der ligger lidt lavere i rækkerne.

Han har dog gennem årene fuldt den bornholmske københavnerklub lidt på afstand, fordi han havde nogle kammerater, som spillede der. Han kender også stadigvæk en del af spillerne i truppen, og trænerteamet er heller ikke helt ukendt for ham, afslører han.

– Assistenttræneren Jonas Berg kendte jeg ikke selv personligt i forvejen, da han er nogle årgange yngre end mig, men holdlederen Simon Persson har jeg faktisk i mine unge dage spillet badminton med. Han var min doublemakker i badminton på Bornholm, så det er fra en anden sportsgren, at vi kender hinanden, fortæller den nye cheftræner, der sammen med sine kollegaer i trænerteamet har ét overordnet mål for sæsonen i Københavnsserien: Overlevelse.

Første kamp er mod RIK

Efter en sløj efterårssæson ligger PI Fodbold nemlig i bunden af rækken og skal derfor kæmpe med blandt andet Rønneklubben RIK om at undgå nedrykning.

RIK er i øvrigt det første hold, som PI Fodbold skal møde, når turneringen efter planen genoptages den 10. april. Kampen bliver spillet i Rønne, og det er et opgør, som Joachim Gram selvsagt ser meget frem til.

– Det bliver sjovt. De der kampe har altid deres eget liv, for RIK ved jo godt, at det er nogle bornholmere, de spiller mod, og jeg tænker da også, at der kommer ekstra mange tilskuere, fordi alle dem, der bor derover fra vores generation plus forældre, kommer jo på stadion den dag. Så det er en kamp i kampen. Og så ligger vi jo begge i den tunge ende af tabellen, så den er ekstra vigtig kampen mod RIK, siger han.

Han oplyser i øvrigt, at han i sin trænerkarriere ikke tidligere har prøvet at møde et bornholmsk hold i en turneringskamp, men dog har han sidste år været på træningslejr på øen sammen med sit daværende hold og spillet en træningskamp mod netop RIK. Hans kendskab til rønneklubben er dog ikke, hvad det har været, indrømmer han.

– Det er jo meget begrænset, hvad der er tilbage af spillere, fra da jeg selv spillede i Rønne fB. Nichlas Poulman og et par stykker mere spiller der stadig, men det er efterhånden ikke mange, for der er sket lidt et generationsskifte, siger han.


Politiet skal til psykolog

PI Fodbolds nye cheftræner Joachim Gram er uddannet psykolog og arbejder med det til daglig. Som træner for klubbens bedste herrehold vil han bruge noget af sin faglige viden til at udvikle spillernes mentale indstilling, og han har da også allerede så småt sat spillerne i gang med at lave nogle mentale øvelser, fortæller han.

– Jeg har jo fingrene lidt ned i bolledejen i forhold til det psykologiske, så det er et af steder, hvor vi kan rykke lige nu, siger han og forklarer, at han under sin uddannelse havde et ophold i talentafdelingen i FCK som sportspsykolog, hvor han fik blik for, hvor meget man kan rykke spillerne og en trup på det mentale område.

– Til at starte med har jeg givet dem nogle øvelser, hvor jeg kan fornemme lidt, hvor det er, de kan flytte sig, og hvor deres styrker og svagheder er som hold. Men det er jo begrænset, hvad jeg kan komme ind og flytte på, når jeg indtil videre ikke har været en fast del af holdet, siger han.

Han tror dog på, at det mentale arbejde kan blive en gevinst for politiets spillere på sigt.

– Vi har egentlig et sindssygt godt hold, men vi ligger jo i den tunge ende i bunden af Københavnsserien, så vi skal prøve at få løst nogle af de mentale blokader, der har været i løbet af efteråret, siger han.