Outsider-sejre drillede spillerne på travbanen

Outsider-sejre drillede spillerne på travbanen
Gingin/Ole Møller vandt 3 års-mesterskabet i overlegen stil. Foto: Torben Ager
TRAVSPORT | ALMINDINGEN | 26. SEP 2021 • 10:13
Kjeld Lundbæk
Journalist
TRAVSPORT | ALMINDINGEN
26. SEP 2021 • 10:13

Travsportens verden er forunderlig. Forrige løbsdag var der kun én rigtig række i V5-spillet, hvilket udløste en gevinst på 56.836 kroner. Lørdag eftermiddag stod outsiderne i kø i vindercirklen, og det betød, at fire rigtige var nok til at hæve en gevinst på sjældent flotte 14.580 kroner.

Det begyndte med en Waterjet-sejr til odds 48,12 i V52-4. løb. Startkanonerne Wonderful Ice/Johnny Jessen og Toxido/Ulrik Christoffersen kunne ikke følge med Amadillo C N/Ole Møller i startmomentet, og det lignede længe en sikker Amadillo C N-sejr, indtil hesten 30-40 meter før mål slog et umotiveret sving ud i banen og mistede afgørende meter til bagfra kommende Waterjet og Bravo Sølvtop/Laura Pedersen.

V53-5. løb, hvor Gingin/Ole Møller sikrede sig 3 års-mesterskabet til odds 17,61. Ole Møller lod konkurrenterne slås om spidsen, og da Give Me Love/Jonas Mikkelsen var gået i front, skred Ole Møller til handling allerede på den første langside. Tempoet var for langsomt, og da banedebutanten Give Me Love samtidig fejlede, var der fri bane for Gingin i ydersporet.

- Det gik lige, som jeg håbede, at de andre ville køre om spidsen. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle køre frem på langsiden. Og jeg kunne jo køre, når det passede mig, konstaterede Ole Møller.

Kun én hest, Ain't She Pretty/Laura Pedersen, var spillet mindre i totalisatoren, og for at gøre mandefaldet blandt spillerne endnu større, løb den ind på tredjepladsen. Favoritten Gaia P/John Gommans løb det meste af løbet i anden spor, udvendigt på Ain't She Pretty, og måtte nøjes med andenpladsen.

I V54-6. løb galopperede fire af de fem heste i forreste bag startbilen allerede i det første sving, og så kunne endnu en outsider, Chardonnay/Johnny Jessen, køre frem til en føring som blev forsvaret hele vejen ind over målstregen. To af favoritterne, Herman K S/Frank Mikkelsen og Bet For Me Jersey/Lars-Erik Kaas, opgav at fuldføre, og så kunne Corner Tiki/Kim Dahl og Cashmir/Michala Haagensen sikre sig anden- og tredjepladsen.

I femte og sidste afdeling, finalen i årets Golden League-serie, røg 40 af de 45 spillere, der havde mulighed for fire rigtige af i svinget, da Jetset Onion/Ulrik Christoffersen fik revanche for to mindre overbevisende løb i BM-finalen og Bornholms Tidendes Stjerneløb.

Med startspor ét var Stand And Deliver/Stefan Lind-Holm storfavorit hos spillerne, men noget kunne tyde på, at den tidligere derbyvinder i sit 12. leveår er begyndt at se enden på en stor karriere. Favoritten førte ganske vist hele vejen, men på de sidste meter op til målstregen var der ikke mere at køre med, og Stand And Deliver måtte nøjes med en syvendeplads.

Jetset Onion lagde ud i startspor ni, men på vej ind i landevejssvinget sidste gang lagde Ulrik Christoffersen, der erstattede sin karantæneramte far, Kenn Christoffersen, i sulkyen, an til et forrygende angreb. Det blæste ikke kun Stand And Deliver, men også Diamondwind/John Mikkelsen og Hazard Sund/Martin Sjøholm Jensen af banen. Outsideren over dem alle, Fortune Boko/Kim Hjort, fulgte med i slipstrømmen til en flot andenplads, ligesom bornholmsmesteren Apollo Damgård/Niels Kr. Hansen blev lukket ud og besatte tredjepladsen.

Golden League-finalen var en værdig afslutning på V5-spillet, der blev indledt med en favoritsejr til Fromajacktoaking/Mads Petersen. Emil L/Ole Møller Pedersen 2140 af de 2160 meter, men på de sidste meter gentog Mads Petersen bedriften fra forrige løbsdag og spurtede ind over målstregen med en længdes forspring. Emil L blev toer foran Blackbird S/Henrik Ipsen.