Opgaven er klar for Bornholms bedste damer: Scor eller bliv straffet

Opgaven er klar for Bornholms bedste damer: Scor eller bliv straffet
De zebrastribede bornholmere skal søndag møde Gladsaxe, som er meget stærke i kontraspillet. Her ses Sara Dzafic i aktion. Arkivfoto: Jesper Gynther
NOTITS | ABONNENT | 20. JAN 2023 • 09:51
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | ABONNENT
20. JAN 2023 • 09:51

På søndag skal Viking Rønne Håndbolds damehold spille på udebane mod den traditionsrige håndboldklub Gladsaxe HG.

Bornholmerne kommer til kampen med blandede resultater i rygsækken, for de to seneste kampe er endt med en udesejr på seks mål over Hornbæk og et hjemmebanenederlag på fire mål til KH.

– Vi ved, vi kan præstere bedre håndbold, end vi gjorde i søndags mod KH. Ugens træninger viser, at vi stadigvæk har troen på en sejr og vil give den alt, hvad vi har for at tage to point med hjem, fortæller træner Tonni Mogensen i en pressemeddelelse.

Viking Rønne Håndbold stiller endnu engang op med fuldt hold og opskriften på en sejr, skal findes i forsvaret, mener træneren, som har stor respekt for Gladsaxes kontraevner.

– Vi ved de kan løbe hurtigt, så vi skal have tålmodighed i angrebsspillet, og vores systemer SKAL resultere i mål - ellers kan vi blive straffet med deres hurtige spillere op ad banen.

– Vi ser frem til en tæt og spændende kamp, siger han.

Der er kampstart søndag klokken 12 i Gladsaxe Sportshal.