Ny cheftræner: 'Jeg strækker mig rigtig langt for klubben'

Ny cheftræner: 'Jeg strækker mig rigtig langt for klubben'
Nicklas Pedersen har nu stået i spidsen for RIK's KS-hold i en uges tid, efter den tidligere cheftræner måtte stoppe på grund af jobskifte. Her ses den nye cheftræner under holdets træning torsdag aften. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 16. APR 2021 • 08:13
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
16. APR 2021 • 08:13

FODBOLD

42-årige Nicklas Pedersen har kun været cheftræner for RIK i en uges tid, for to dage før forårspremieren meldte holdets daværende cheftræner Henrik Jacobsen ud, at han måtte stoppe på posten, da han havde fået et nyt arbejde, som ikke efterlod tid til at være træner for KS-mandskabet.

Nicklas Pedersen er dog ikke ubekendt med spillerne, for han har været assistenttræner siden oktober. Og derudover har han selv spillet fodbold i klubben i mange år som målmand kun afbrudt af nogle år i København, hvor han studerede, og efterfølgende en kort periode i NB Bornholm, da han vendte tilbage til barndomsøen.

– Jeg strækker mig rigtig langt for RIK, og står de og mangler en cheftræner, så er jeg på. Men jeg tror ikke, at jeg skal være den egentlige løsning. Jeg ved, at klubben arbejder lidt på, hvad der skal ske, og hvad de så finder ud af, det må vi jo tage derfra, siger han.

Har du selv været i tvivl, om du ville tage opgaven på dig?

– Nej. Når Benny (Pedersen, RIK's formand, red.) kom og fremlagde det her, og Henrik også kom og sagde, at han havde fået nyt job, og det var ikke foreneligt med det at være fodboldtræner, for det tager jo tid – og alt respekt for, at man så selvfølgelig vælger et job – så tænkte jeg, at jeg gør, hvad klubben beder mig om. Og så tørner vi jo bare ud, og så giver vi den gas.

Okay med mediefokus

Hvordan er det pludselig at skulle tale til medier og på en måde være ansigtet udadtil for holdet?

– Det har jeg det sådan set fint med. Det hører jo bornholmsk fodbold til. Nu spillede jeg jo selv for FC Bornholm og NB Bornholm, og der havde vi jo også kamera på hele tiden til kampene, så det er ikke noget, der er nyt for mig.

– Men selvfølgelig er det da specielt, men det er nok også fordi, vi er på Bornholm. Det sker nok ikke så tit over på den anden side. Der er rigtig god fokus på os, og vi er da også meget godt tilfredse, for i RIK har vi et rigtig godt samarbejde med både TV2/Bornholm og jer på Tidende, siger Nicklas Pedersen, der dog oplyser, at dette interview er det første, han deltager i, siden han takkede ja til at blive ny cheftræner. 

Nicklas Pedersen har tidligere stået på mål i københavns- og danmarksseriekampe for NB Bornholm. Her ses han i aktion før en kamp mod FC Øresund den 13. juni 2011. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Møder Fremad Amager i ny bundgyser

Det er et hold, som lever livet farligt i bunden af Københavnsserien, som Nicklas Pedersen har overtaget, for RIK er pt. placeret på andensidstepladsen med blot syv point på kontoen efter 17 kampe. Bedre blev det ikke i den forgangne weekend, hvor holdet tabte forårspremieren med hele 5-1 på hjemmebane til PI Fodbold, der ligeledes er placeret i den tunge ende af tabellen.

På lørdag skal RIK så ud i en ny bundgyser, da rønneholdet skal en tur til Sundby idrætspark for at møde Fremad Amager, der ligger på tredjesidstepladsen i rækken med ni point efter 18 kampe.

– Vi skal i hvert fald ud og spille friskt til, for Fremad Amager kan være i øst eller vest. Det er deres andethold, der skal spille, så det kan være, at der er nogle førsteholdsspillere med, og så bliver deres hold unægteligt noget stærkere, fortæller RIK's cheftræner Nicklas Pedersen, der har noteret sig, at Fremad Amager senest tabte 5-1 i tirsdags til Hvidovre.

– Så vi vil da tage derover og spille friskt til, og så må vi se, om det giver noget point ud af det, fortæller han.

RIK kommer dog svækket til opgøret, for der er kommet en del afbud til kampen på grund af arbejde, og fordi nogle af spillerne skal noget andet, fortæller Nicklas Pedersen.

– Men vi stiller med de 11, der vil spille, og vi kommer derover, og vi skal nok give dem kamp til stregen, slår han fast.