Både Knud Erik Thomsen og Mads Larsen rettede en tak til alle de samarbejdspartnere, der har været medvirkende til at realisere padelbane-projektet på noget nær rekordtid. Ikke mindst Brdr. Larsens Legat, der har gjort finasieringen mulig, men også Rønne Svømmehal, der ejer grunden, hvor padelbanerne nu er anlagt.
Knud Erik Thomsen fortalte, at Rønne Tennis Klubs bestyrelse længe havde talt om at tage en tur for at se på padelbaner i Sverige, hvor sporten er enormt populær, men da ikke blev til noget, kom Mads Larsen på banen med sit eget projekt – to baner, der skulle anlægges af foreningen Match Padel Bornholm, men i et tæt samarbejde med Rønne Tennis Klub. Siden er der indgået en såkaldt back up-aftale mellem de to klubber.
Pay and play-princippet
Padelbanerne vil blive drevet efter pay and play-princippet. På hverdage mellem kl. 06 og 15 er prisen 140 kroner pr. bane, mens det koster 300 kroner at spille mellem kl. 15 og 24. 300 kroner er også prisen i weekenden og på helligdage. Hvis man spiller meget, kan man med fordel købe et klippekort med 10, 20, 40 eller 80 klip og spare op til 40 procent af den ordinære timepris.