Nordmand fik stresset start: Bagagen forsvandt i flyet

Nordmand fik stresset start: Bagagen forsvandt i flyet
Trods startvanskelighederne er humøret højt hos Beate Norheim og kæresten Reidar Matre. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 26. JUL 2022 • 17:52
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
26. JUL 2022 • 17:52

For første gang deltager Beate Norheim i Etape Bornholm, men debuten blev noget mere stressende for hende, end hun havde håbet på. Da hun mandag landede med flyet i Bornholms Lufthavn, var hendes bagage med løbetøj og sko der nemlig ikke.

Det er mest danskere, der deltager i Etape Bornholm, men der er også deltagere fra udlandet. Èn af dem er 52-årige Beate Norheim fra Stavanger, og hun har været travlt optaget de første dage med andet end at være turist om dagen og etapeløber om aftenen.

Hendes bagage med løbesko og løbetøj forsvandt på flyveturen fra Stavanger til Rønne via København, og derfor var hun noget stresset, da hun skulle løbe første etape i Hasle.

– Jeg havde heldigvis et ekstra par løbesko i min håndbagage og et par ekstra løbeshorts. Det har jeg ellers normalt ikke i håndbagagen, når jeg har rejst ud for deltage i maratonløb, så jeg var meget heldig, siger Beate Norheim, som tirsdag klokken 16 endelig fik sin bagage igen, så hun kunne nå at skifte til andet løbetøj og andre løbesko, inden etapen på Dueodde blev skudt i gang.

Hun deltager i Etape Bornholm sammen med sin kæreste, 66-årige Reidar Matre, og de har begge gennem flere år haft lyst til at være med i løbet.

– Vi har løbet mange maraton, og i år ville vi gøre noget andet og kombinere ferie og konkurrence. Jeg har flere gange læst om det i et norsk sportsmagasin, mens min kæreste har drømt om det i mange år. Han har løbet 45 maraton, så han har kendt det i lang tid, siger hun.

Kæresteparret bor på Griffen Spahotel i Rønne under opholdet på Bornholm. Beates storesøster fra Oslo havde også lyst til at være med, og hun er kørt hele vejen i bil til Bornholm sammen med sin mand.

– Vi var ude og spise i går aftes på en restaurant, og i dag (tirsdag, red.) har vi været på det historiske museum og udforsket øen lidt, siger Beate, som særligt glæder sig til at opleve de forskellige etaper.

– Det var et hårdt løb i går (mandag, red.). Det var så varmt og meget varmere, end vi havde forventet. I dag er der 18 grader, men jeg tror, det bliver et hård løb i sandet alligevel. Det er i hvert fald det, som jeg har hørt.

Det gør hende dog ikke noget, at tirsdagens etape byder på sand som underlag.

– Jeg synes, det er en god ting, at det er så varieret, siger hun.