Nicolai vinder BM med hjælp fra sin far: 'Han er årsagen til, jeg kan dyrke sporten'

Nicolai vinder BM med hjælp fra sin far: 'Han er årsagen til, jeg kan dyrke sporten'
Nicolai og Benny Bjerregaard er far og søn, og sammen udgør de et godt motocrossteam. Bag dem ses Nicolajs motocrosscykel, som er en Honda 250 Kubik. Foto: Jesper Gynther
MOTOCROSS | SPORT | AAKIRKEBY | Lørdag 9. oktober 2021 • 20:03
Jesper Gynther
Journalist
MOTOCROSS | SPORT | AAKIRKEBY | Lørdag 9. oktober 2021 • 20:03

Sønnen kører på cyklen, og faren reparerer den. Sådan er rollefordelingen hos familien Bjerregaard, der har motocross som fælles hobby. I dag førte de fælles anstrengelser til, at sønnen Nicolaj kunne lade sig hylde som samlet vinder af bornholmsmesterskaberne.


Det blev til triumf for familien Bjerregaard, da tredje og sidste afdeling af bornholmsmesterskaberne blev kørt på banerne ved Aakirkeby tidligere i dag.

24-årige Nicolai Bjerregaard blev nummer tre i afdelingen, og det betød, at han samlet set er vinderen af dette års bornholmsmesterskaber i seniorkategorien Maxi Expert.

– Det gik godt, og det var sjovt at køre i dag, selvom der var en del mudder, fortæller Nicolai.

– Det har regnet tidligere på ugen, så nogle steder var banen meget fin, og andre steder var det meget vådt. Og når man først får mudder på brillerne, så kan man ikke se noget som helst. Derfor ville alle jo også helst igennem det første sving først, fordi ellers så kommer der mudder fra andres baghjul lige op i hovedet på en selv. Desværre lykkedes det ikke for mig i første runde, så der måtte jeg smide brillerne, fortæller Nicolai, der glæder sig over den samlede sejr.

– Der har været mandefald, så det er ikke alle, der har kørt alle tre afdelinger, ligesom jeg har. Men så kan man jo sige, at jeg har været stabil.

Den samlede top 3 til BM i kategorien maxi expert blev Nicolai Bjerregaard (vinder), Mads Stenbæk og Oliver Jensen (en anden person tog imod pokalen). Foto: Jesper Gynther

Hjælp fra far

At det blev til samlet sejr for Nicolai skyldes ikke mindst god opbakning fra faren Benny. Det fortæller sønnen selv.

– Min far hjæper mig med at gøre min motocrosscykel klar, så han er årsagen til, at jeg kan dyrke sporten. Jeg har ikke samme viden som min far, for han er automekaniker, så han kan nogle ting, som jeg ikke ved, siger Nicolai, der har dyrket motocross i 11-12 år, og alle årene med opbakning fra faren.

– Motocross er vores familiehobby, siger han.

Farens hjælp blev da også nødvendig i dagens afdeling af BM, da Nicolai fik en punktering i 1. heat. Men det lykkedes at få gjort cyklen klar igen, og Nicolai endte med alligevel at få en fin placering som nummer tre. Benny Bjerregaard nyder da også at rode med sønnens motocrosscykel, fortæller han.

– Jeg har kun kørt lidt selv, men jeg har altid haft interesse for motorcykler, så det har været en hobby og livsnerve for mig i mange år at kunne have fingrene i det. Så det er mig, der holder grejet ved lige, og så kører han, siger han og fortæller, at det i motocross er meget vigtigt, at hver kører har en omkring sig, som ved noget om mekanik, så grejet kan køre.

– For ellers kommer man jo ingen steder. Men det er meget tidskrævende. Nu er vi færdige med at køre for i dag, og så venter der tre-fire timer med at køre cyklen hjem og gøre den ren og reparere lidt på den. Som udenforstående tænker man måske ikke over, at der er så meget arbejde i det, men det er der, siger han.

De tre bedste i dagens afdeling i kategorien maxi expert blev Markus Jørgensen (vinder), Mads Stenbæk og Nicolai Bjerregaard. Foto: Jesper Gynther

Færre deltagere

Benny Bjerregaard er desuden fungerende formand for Åkirkeby Cross Klub, som er Bornholms eneste motocrossklub. Han fortæller, at tilslutningen til BM-serien har været noget lavere end tidligere år, hvilket tildels skyldes coronaflytningerne af konfirmationerne, som har forhindret nogle i at deltage.

– Men bortset fra det har BM-serien været et godt forløb. Vi har fået gennemført alle løb. I anden afdeling kæmpede vi lidt med en våd bane på grund af vejret, men det gik lige, siger han.

– Og så er der jo altid en speciel stemning, når en masse motocrossinteresserede er her på banen og kæmper om at komme først over målstregen. Kørerne fokuserer jo helt vildt. Når de først tager brillerne ned over øjnene, så er de ikke til at komme i kontakt med.

Hvordan ser det ud for sporten generelt herover?

– Det ser godt ud. Mange vil gerne sporten. Der er medlemsfremgang i de små rækker, og også mange hjælper til, som ikke selv kører.

– Vi havde også sommercamp i år, som gik godt, og det har vi også næste sommer i uge 29, for det er jo vores økonomiske fundament. Det koster nogle penge at have en motocrossklub, og det tjener vi ind, når vi holder sommercampen, siger formanden.

Der blev kørt fra morgen til eftermiddag. Foto: Jesper Gynther

 


Øvrige vindere:

De tre bedste i dagens afdeling i kategorien micro 50 blev Matti Ager (vinder), Kåre Pikl og Konrad Brodt. Foto: Jesper Gynther

 

De to bedste i dagens afdeling i kategorien mini 65 blev Tex Fiil (vinder) og Benjamin Madsen. Foto: Jesper Gynther

 

De tre bedste i dagens afdeling i kategorien mini 85 blev Tobias Holst (vinder), Lærke Hansen og Marius Pedersen. Foto: Jesper Gynther

 

De tre bedste i dagens afdeling i kategorien maxi novice blev Lukas Orbe (vinder), Max Fiil og Magnus Jensen. Foto: Jesper Gynther

 

Den samlede top 3 til BM i kategorien micro 50 blev Kåre Pihl (vinder), Matti Ager og Theodor Johansen (fraværende). Til højre ses nummer fire og moren til nummer fem. Foto: Jesper Gynther

 

Den samlede top 2 til BM i kategorien mini 65 blev Tex Fiil (vinder) og Benjamin Madsen. Foto: Jesper Gynther

 

Den samlede top 3 til BM i kategorien mini 85 blev Marius Pedersen (vinder), Matti Pelsen og Jacob Roed. Foto: Jesper Gynther

 

Den samlede top 3 til BM i kategorien maxi novice blev Lukas Orbe (vinder), Maxi Fiil og Magnus Jensen. Foto: Jesper Gynther



FÅ ABONNEMENT