En af måderne man kunne holde på spillerne, kunne være ved at rykke træningen udenfor, som jo bliver lovligt fra på mandag med op til 25 personer. Men det er ikke helt nemt at gøre med bordtennis, fortæller Kenny Jensen.
– Hvis man skal spille bordtennis udendørs, så skal det jo helst være et sted, hvor der er rimeligt læ. Der findes godt nok udendørsbolde, som er noget tungere end de normale, men jeg tror mere, at hvis vi skulle gå udenfor og træne, så skulle det mest være for at lave noget fysisk træning, siger han og fortæller, at medlemmerne på det seneste er blevet opfordret til at løbe en tur et par gange om ugen for at holde formen ved lige.
Han har dog planer om at lave udendørsbordtennis på sigt. Han vil nemlig søge DGI’s og DIF’s foreningspulje om penge til at købe et udendørsbord, som han vil placere i havnebadet i Hasle.
– Jeg har allerede lavet et samarbejde med Hasle Havns Venner, som gerne vil administrere udlåning af bolde og bat. Hvis vi får pengene, så vil det være noget, vi kan starte op i slutningen af maj måned, siger han og forklarer, at dette dog mere er ment som et pr-initiativ for at skaffe nye medlemmer til sporten.