Midtbornholm vandt 'sjov kamp'

Midtbornholm vandt 'sjov kamp'
Midtbornholms træner Mathias Andersen havde en god dag på sidelinjen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 6. JUN 2021 • 20:43
Jesper Gynther
Journalist

6. JUN 2021 • 20:43

FODBOLD

Hverken Knudsker eller Midtbornholm havde noget at spille for, da de mødte hinanden fredag aften på Rønne Stadion Syd.

Ingen af holdene kan nemlig nå at vinde Bornholmsserien, som føres suverænt af Viking. Dét til trods fik tilskuerne en god omgang fodbold at se og i alt fem mål.

Midtbornholm scorede to gange i 1. halvleg med Jeppe Friis og Frederik Koefoed som målscorere, inden Knudsker fik reduceret i 2. halvleg. Midtbornholms Filip Kofod fik taget en smule spænding ud af opgøret, da han gjorde det til 3-1, inden Knudsker fik reduceret til sidst.

Dermed endte kampen 3-2 til gæsterne fra Midtbornholm.

Ikke gået på sommerferie

Midtbornholms cheftræner, Mathias Andersen, glæder sig over sejren, som, han mener, var fortjent.

– Jeg synes, det var mere end fint, at vi løb med de tre point. Vi pressede højt oppe på banen, og så havde vi nogle hurtige spillere, så det lykkedes os at få fat i bolden en hel del, siger han til Bornholms Tidende.

– Det var fuldt fortjent. Alle kæmpede for hinanden, så det var en sjov kamp at stå på sidelinjen til og dirigere, siger han.

I kan ikke vinde rækken mere, så hvordan går I ind til de sidste kampe?

– Vi havde spillermøde i mandags, og der aftalte vi, at vi går ind med fuld kraft.

– Vi vil selvfølgelig gerne have så mange point som muligt. Det bliver ikke sådan nogle løse kampe, så vi går efter at vinde de to sidste kampe, siger han.