Målmand ødelagde Vikings kamp

Målmand ødelagde Vikings kamp
Tobias Thisen og co. måtte give fortabt mod HIK 2. Fotos: Jesper Gynther
NOTITS | RØNNE | ABONNENT | 29. JAN 2023 • 17:35
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | RØNNE | ABONNENT
29. JAN 2023 • 17:35

Viking Rønnes herrer kom frem til mange chancer, men ofte blev afslutningerne blokeret af HIK's målmand. 

De bedste herrespillere på Bornholm sluttede søndag en stor håndboldweekend af i Rønne Idrætshal.

Viking tog imod HIK 2, og leverede en fin indsats i store dele af kampen. Men en stærkt spillende målmand hos udeholdet og nogle dumme udvisninger på uheldige tidspunkter kom til at koste dyrt.

– Indsatsen var vel i bund og grund okay, fortæller Vikings træner, Michael Mortensen.

– Men vi taber helt klart målmandsduellen. Deres målmand har betydligt flere redninger end os. Man må jo sige, at vi spiller os frem til chancerne, men brænder dem bare i dag på deres gode målmand.

– Og så får vi nogle dumme udvisninger på nogle dumme tidspunkter, som vi skal undgå. Vi er bagud i første halvleg med fire mål, men kommer tilbage, og så får vi en dum udvisning, og så hænger vi bagefter derfra, konstaterer han.

Skud var der nok af, men desværre endte for få af dem i målet.

Viking var bagud 13-16 i pausen, og egentlig havde spillerne og trænerteamet en fornemmelse af, at der var gode muligheder for at komme tilbage i kampen. Viking fik da også scoret et mål kort inde i anden halvleg, men så gik det i stå for hjemmeholdet.

– Vi er bagud med tre i pausen, hvor vi blev enige om, at vi har masser af tid til at hente de tre mål, men inden vi får scoret vores andet mål i anden halvleg, går der 10 minutter, og så er løbet bare kørt, desværre, siger Michael Mortensen, som kunne se sit hold tabe 24-30.

Nederlaget betyder, at Viking nu ligger på fjerdepladsen i Kvalifikationsrækken med 13 point efter 11 kampe.

Det er endnu uvist, om Viking kommer i aktion i næste weekend. Viking skulle have spillet i Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge, men Hillerød har meldt afbud. Viking har dog en udsat kamp mod KSI, som klubben forsøger at få flyttet til næste weekend.

Viking-spillerne kendte én af dommerne særdeles godt. Det var nemlig deres tidligere træner Lars Trust.