Lasse Holmgaard skal træne Bornholms største talenter

Lasse Holmgaard skal træne Bornholms største talenter
Lasse Holmgaard var senest træner på Bornholm i 2020, hvor han trænede det nu kuldsejlede kvindeseniorhold BK Bornholm, indtil han i oktober samme år blev tilbudt at blive cheftræner for den daværende 2. divisionsklub Brønshøj. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 8. MAJ 2022 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
8. MAJ 2022 • 15:30

Den garvede træner Lasse Holmgaard vender tilbage til bornholmsk fodbold. Efter sommerferien skal han være træner for Elite Bornholms U16-drengehold, hvor han skal forsøge at få det maksimale ud af Bornholms bedste ungdomsspillere.

En af den nyere tids største bornholmske fodboldskikkelser, 41-årige Lasse Holmgaard, har senest været assistenttræner for Brøndby IF's bedste U19-drengespillere, men nu vender han hjem til Bornholm for at være med til at udvikle de lokale talenter.

I den kommende sæson skal han således træne Elite Bornholms U16-drengehold.

– Jeg vil grundlæggende gerne arbejde for, at der kommer bedre træningsmiljøer for dem, der vil noget ekstra og blive bedre her på øen. Det interesserer mig, og jeg føler, at jeg kunne udvikle dem, og det kunne være spændende for mig at få nogle, som er top-comitted ligesom mig selv. Så jeg kunne se mig selv i det job, siger han til Tidende.

Mine to drenge bor på Bornholm,
og jeg så dem lidt for lidt,
da jeg var i Brøndby,
så det er egentlig det,
som er årsagen til,
at jeg er kommet hjem

Lasse Holmgaard

I 2020 og 2021 har Lasse Holmgaard først været divisionstræner i Brønshøj Boldklub og senere ungdomstræner i Brøndby IF, men nu vender han altså hjem til fødeøen, og det skyldes familiære årsager.

– Mine to drenge bor på Bornholm, og jeg så dem lidt for lidt, da jeg var i Brøndby, så det er egentlig det, som er årsagen til, at jeg er kommet hjem. Jeg har også en kæreste, et barn og en bonusdatter, som også kommer med til øen, og det har vi ligesom fundet ud af, at det kan lykkes, og på den måde kan vi alle sammen være sammen.

Har brændt mere for det end spillerne

Hvad er det helt specifikt, at du kan lære de unge bornholmske talenter?

– Det er mange ting. Det er et stort spørgsmål, men grundlæggende synes jeg, at jeg kan lave en ramme til dem, hvor de kan udvikle sig, og hvor jeg kan hjælpe dem, der har lyst, til det næste skridt, siger han.

Det var noget, som han selv savnede, da han var barn og voksede op på Bornholm og drømte om at blive professionel fodboldspiller. Dengang var der kun foreningsfodbold, og det synes han også godt om, men der er brug for tilbud til dem, der drømmer om noget mere.

– Derfor er det også dem, der er comitted, og som vil noget ekstra med deres fodbold, som jeg brænder for. Og der kan man jo sige, at i forhold til kvinde- og herreprojektet, som jeg tidligere har haft på Bornholm, der brænder jeg jo mere for det end dem, der spiller. Nu prøver jeg jo ligesom at finde nogen, der brænder lige så meget for det. som jeg gør, siger han.

Han forventer, at der er flere spillere på U16-holdet, som han kan hjælpe med at få opfyldt deres drømme. Det vil han i hvert fald gøre alt for, at det kommer til at ske.

– Hvis de får den rigtige hjælp, så kan de få det maksimale ud af, hvad de kan, og at gøre spillere så dygtige som muligt og lave personlig udvikling, det er det, som jeg synes er sjovt ved at arbejde med fodbold, siger Lasse Holmgaard, som har lavet en kontrakt på ét år med Elite Bornholms U16-drengehold.