Kusk klar igen efter dramatisk styrt - men ikke hesten

Kusk klar igen efter dramatisk styrt - men ikke hesten
Kim Hjort er på benene igen efter det dramatiske styrt med Global Anniversary i lørdags og sætter sig op bag Winner’s Wine (billedet) i Drengene Efter Pigerne. Foto: Torben Ager, travfotobornholm.dk
NYHED | HARELØKKERNE | ABONNENT | 13. MAJ 2022 • 15:30
Kjeld Lundbæk
Journalist
NYHED | HARELØKKERNE | ABONNENT
13. MAJ 2022 • 15:30

Kim Hjort er klar igen efter sit dramatiske styrt på travbanen. På lørdag stiller han dog op med en anden hest på Bornholms Brand Park, hvor der i øvrigt er rekordfå heste tilmeldt dagens to hovedløb.

For anden løbsdag i træk var det nødvendigt for Bornholms Brand Park at forlænge tilmeldingsfristen for at skaffe heste nok til de otte løb, der er på lørdagsprogrammet i Almindingen.

Alligevel lykkedes det kun at få 62 heste til start, og i to af dagens hovedløb, Drengene Efter Pigerne og Bornholms Spirits Super Sprint over distancen 1001 meter, er der kun seks og fem heste til start. Seks heste er der også kun at finde bag startvognen i 6. løb.

For tredje løbsdag i træk kommer ingen af de ti løbsheste fra Stald Like til start, ligesom man må kigge langt efter bestyrelsesmedlemmet Claus Tranbergs to heste, Catja Mosebo og Catch Me Will. De var tirsdag aften i konkurrence på Lunden, hvor Catja Mosebo blev en fin toer med eks-verdensmesteren Birger Jørgensen i sulkyen.

Tophestene Cerosso og Foxie Hill tager sig også en fridag, hvilket er ganske naturligt. Sæsonen byder på 26 løbsdage, og det er de færreste heste, der stiller op i mere end 15 løb. Restitution er et vigtigt element inden for travsporten. Det er trods alt levende væsener, man har med at gøre.

Winner’s Wine på banen

Forrige lørdag stillede bornholmsmesteren fra 2020, en utrænet Winner’s Wine, op som ”fyld”, og det faldt ikke heldigt ud. Selv om et styrt medførte omstart i 3. løb, galopperede Winner’s Wine begge gange i hænderne på Mads K. Mogensen, som til sidst opgav at fuldføre.

Det fik os her i spalterne til at stille spørgsmålstegn ved Winner’s Wines fortsatte løbskarriere på Bornholm, da 2021-sæsonen også var præget af masser af galopture. Men den 9-årige svensker, der står opstaldet hos Stald Baunely, får en chance mere i Drengene Efter Pigerne, hvor tre hingste/vallakker – Hazard Sund/Martin Sjøholm Jensen, Speedy Globe/Michael Skovmose og Winner’s Wine/Kim Hjort – med et tillæg på 20 meter skal forsøge at fange de tre hopper i forreste volte – Champ Olympic/Nicole Jensen, Daisy H J/Niels-Peter Steinlein og Chardonnay/Henrik Ipsen.

Klar igen efter styrt

Bemærk, at Kim Hjort er på benene igen efter det dramatiske styrt med Global Anniversary forrige lørdag. I en skrivelse på bornholmsbrandpark.dk takker folkene bag Stald Baunely alle de mange hestefolk, der var medvirkende til, at uheldet ikke fik alvorlige konsekvenser for hverken kusk eller hest. Global Anniversary pådrog sig en flænge over det ene øje, men har det ellers fint i folden hjemme på Baunely.

Global Anniversary blev købt fra Sverige før denne sæson, men ellers agter Kenn Strøby og Elna Olsen, der står bag Stald Baunely, at trappe ned på grund af alder. Der er kommet flere nye føl til i både 2021 og 2022, men de to seneste bedækninger med Winner’s Wine bar ikke frugt, og dermed er det også slut med avlsarbejdet på Stald Baunely, fortalte Kenn Strøby for nylig til bornholm.nu.

Kenn Strøby er generelt bekymret for fremtiden for travsporten. Og han har noget at have sin bekymring. I 2021 blev der kun født 28 travføl på Bornholm – en nedgang på ni føl i forhold til 2020.

Sprint på 1001 meter

Lørdagens sprinterløb på 1001 meter-distancen har kun samlet fem heste: Diamondwind/Frank Mikkelsen, Nick Sisu/Mads K. Mogensen, Stand And Deliver/Mads Petersen, Streetwise/Jonas Mikkelsen og Zeb Lie Star/Torben Dahl Pedersen.

Diamondwind opnåede for 14 dage siden en godkendt andenplads til Carlos Milo/Søren Kjøller Jensen med Bente Finne i vognen, mens Nick Sisu samme dag vandt et sprinterløb over 1600 meter-distancen i tiden 16,8. Alligevel tror vi denne gang mest på en sejr til Stand And Deliver. Den tidligere derbyvinder har haft problemer med at stå distancen i de lidt længere løb, men har heller ikke været heldig med startsporene. Fra startspor tre bør det være føring fra start til mål for Mads Petersen.

Streetwise og Zeb Lie Star har ikke farten til at erobre førerpositionen fra løbet start, og der bliver næppe levnet plads til overhalinger undervejs.


Tidende tipper trav

For en gangs skyld kan Stand And Delivery/Mads Petersen ikke klage over startsporet i lørdagens Bornholms Spirits Super Sprint. Foto: Torben Ager, travfotobornholm.dk

1. løb: 2. Face Collection – 4. For Life – 5. Bad Shadow – Outs.: 1. Indiana Mr Lucky

2. løb: 2. Daisy H J – 4. Hazard Sund – 6. Winner’s Wine – Outs.: 1. Champ Olympic

3. løb: 1. Blackbird S – 2. Tvingens King – 7. Ella Lynghøj – Outs.: 3. Frangus Hooligan

4. løb: 4. Herman K S – 2. Fromajakcktoaking – 1. Jawis – Outs.: 7. Yannik Knick

5. løb: 4. Lesia Boko – 7. Forever Young – 5. Hester Blåbjerg – Outs.. 1. Gekko I

6. løb: 3. Indus Dragon – 6. Baltic Baunely – 5. No Faith – Outs.: 1. Bravo Sølvtop

7. løb: 2. Dream Winner – 1. Werard Top II – 3. Jaguar Star – Outs.: 8. Shadow Tinghøj

8. løb: 3. Stand And Deliver – 2. Nick Sisu – 3. Diamondwind – Outs.: 4. Streetwise

V5-forslag – 648 rækker

1. afdeling: 1-2-7-4 (9)

2. afdeling: 1-2-4 (3)

3. afdeling: 3-4-7 (1)

4. afdeling: Alle

5. afdeling: 1-2-3 (8)

V4-forslag – 144 rækker

1. afdeling: 1-2-4-5 (3)

2. afdeling: Alle

3. afdeling: 1-2 (7)

4. afdeling: 1-2-4 (7)