Klubformand: 'Vi vil hellere lave idræt end leve på støtte'

Klubformand: 'Vi vil hellere lave idræt end leve på støtte'
Idrætsklubberne har været økonomisk presset under coronanedlukningerne, da restriktioner har efterladt hallerne tomme (som DGI-hallen på dette foto). Mange arrangementer har også været aflyst eller sat ned i deltagerantal, men hjælpepuljer har hjulpet til med at afbøde de helt store regnskabsmæssige katastrofer – i hvert fald hos Tejn If og Viking Atletik. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 28. JAN 2021 • 13:06
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
28. JAN 2021 • 13:06

IDRÆT

Den 22. januar var der ansøgningsfrist for at søge den tredje coronahjælpepulje, som er lavet af Folketinget, og som varetages af DIF og DGI. Ligesom ved de to foregående puljer kunne idrætsklubber søge om kompensation, hvis man havde oplevet indtægtstab grundet coronarestriktioner, og denne gang skulle indtægtstabet være sket senest den 31. december 2020.

På Bornholm har Viking Atletik søgt puljen. Klubben har søgt om 400.000 kroner, og hvis det fulde beløb bliver godkendt, ser 2020-regnskabet lige pludselig fint ud, fortæller formand Claus Clausen.

Foreningen har især lidt store indtægtstab på sidste sommers Etape Bornholm, og derudover har Viking Atletik mistet rigtig mange penge i kontingentindbetalinger, fordi 30 procent af medlemmerne har meldt sig ud i perioden 1. januar 2020 til 1. januar 2021. Claus Clausen tror, udmeldingerne primært skyldes, at restriktionerne i perioder har umuliggjort holdtræning, som det eksempelvis er tilfældet lige nu, hvor forsamlingsloftet er helt nede på fem personer. Pengene fra hjælpepuljerne har derfor hjulpet rigtig meget på de store indtægtstab.

– Vi har været temmelig begunstiget af de to andre omgange af støttepuljer, der har været, siger Claus Clausen.

– Men vi mangler stadig 400.000 kroner, som det kunne være rart at få dækket også. Så det er det, vi har søgt. Og hvis vi får det hele, vil vi være helt dækket ind i forhold til, hvad vi har mistet, siger han.

Klubben har dog ikke fået det fulde beløb, som man har søgt ved de to foregående hjælpepuljer.

Tejn IF har overskud i 2020

Modsat Viking Atletik har Tejn IF ikke sendt nogen ansøgning af sted.

Klubben på nordlandet har nemlig ikke brug for flere penge lige nu, da man trods coronasituationen kan fremvise et overskud for 2020. Det skyldes, at foreningen har fået penge af de to foregående hjælpepuljer, ligesom man også har fået penge fra lokale fonde. Økonomien ser faktisk så god ud nu, at man også har kunne betale de “coronalån” tilbage, som 215 af medlemmerne gav til klubben i foråret 2020 under den første nedlukning.

Derudover har medlemmerne også været flinke til at støtte op om klubben ved at holde fast i deres medlemsskab, siger formand Kim Rasmussen.

– Så vi følte ikke, at vi kunne tillade os at søge igen, fordi der var nok andre, der havde mere brug for pengene, end vi havde. Jeg tror heller ikke på, at vi havde fået nogen penge, siger han og forklarer, at de præcise tal for årsregnskabet vil blive offentliggjort på klubbens kommende generalforsamling, som dog må lade lidt vente på sig, indtil forsamlingsforbuddet er blevet lempet.

Hammer Trail er udskudt

Tejn IF vil dog søge om penge igen, hvis der kommer en hjælpepulje, der dækker indtægtstab i 2021. Klubben risikerer nemlig allerede at miste 70.000 kroner på Hammer Trail, der skulle have været afviklet i denne weekend, og hvor 350 løbere skulle have deltaget.

Løbet er nu udskudt til den 27. februar, men hvis coronarestriktionerne ikke er blevet lempet til den tid, så må løbet aflyses, og så går Tejn IF glip af næsten 70.000 kroner.

Formanden lægger dog ikke skjul på, at førsteprioriteten er at få afviklet løbet.

– Jeg håber snart, at vi får lov til at lave idræt i stedet for, at vi skal leve på støtte. Det er meget sjovere, siger Kim Rasmussen, som derfor vil afvikle løbet, hvis bare forsamlingsloftet bliver hævet til ti personer, for så kan man lave det med spredt start.

– Så vi krydser fingre for, at der bliver åbnet op for, at vi må være flere samlet udendørs i hvert fald, når det bliver meldt ud, hvordan restriktionerne skal være efter den 7. februar, siger han og forklarer, at det eneste sport, som foregår lige nu i Tejn IF, er løbeafdelingen, som træner i hold af fem.

Viking tror på sommerløb

Hos Viking Atletik håber man også på, at man snart kan komme i gang med at dyrke sport på normal vis. I forhold til events og arrangementer har Viking Atletik dog ikke travlt. De første løb, som foreningen afvikler, er først til påske, og ifølge formand Claus Clausen kan forårets løb godt afvikles, selvom der skulle være et forsamlingsloft.

Det begynder først at blive spændende, når vi når hen til sommerens arrangementer. Fra juni til oktober ligger 90 procent af foreningens indtægter fra årets arrangementer, og der vil et forsamlingsloft kunne forstyrre især Etape Bornholm, som det også gjorde i fjor.

Claus Clausen er dog optimistisk, da vacciner allerede nu er ved at blive udrullet i samfundet.

– Jeg kan ikke forestille mig, at når først alle plejehjemsbeboerne og alle de ældre og de svage er blevet vaccineret, at man så ikke vil åbne op for restriktionerne. For det er jo dem, der dør af corona, og hvis de alle er vaccineret, så kan man vel ikke forsvare stadigvæk at lukke hele Danmark ned, siger han.