Ketsjersport undrer sig over at skulle vente yderligere en måned på at spille: 'Der er ingen smitterisiko'

Ketsjersport undrer sig over at skulle vente yderligere en måned på at spille: 'Der er ingen smitterisiko'
Selvom der ikke er kontaktsport i badminton, må sporten vente lidt endnu med at komme i gang. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. MAR 2021 • 20:48
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
23. MAR 2021 • 20:48

BADMINTON/BORDTENNIS

Det vækker ikke den store glæde hos formanden for DGI Badminton Bornholm, at det fra den 21. april bliver muligt at dyrke indendørsidræt for børn og unge under 18 år, og at voksne kan gøre det samme et par uger senere.

På det tidspunkt er sæsonen nemlig afsluttet, og fokus vil i stedet være at kigge frem mod næste sæson efter sommerferien, forklarer Lars Christiansen, der ikke forstår, hvorfor badminton ikke kan få lov til at starte op med det samme.

– Jeg forstår ikke, hvorfor vores sportsgren skal være lukket ned, for der er forskel på sportsgrene, hvor der er kropskontakt og hvor der ikke er, siger han.

Det er for mig fuldstændigt åndssvagt.

Ifølge Lars Christiansen er fjerbolden den eneste smitterisiko i badminton, men da hver træningsgruppe har sine egne bolde, og alle spritter af, inden de går ind i hallen, og spillerne i øvrigt kun er i hallen for at træne og tager hjem igen med det samme, mener han, at smitterisikoen er meget lav.

– Så jeg er utilfreds – og har været det længe – over den måde, man har tacklet det på blandt politikerne, for man har slet ikke skænket en tanke om, hvad der giver mening. Det bliver skåret over en kam, for at der ikke skal være nogle idrætsgrene, der er utilfredse over, at der er nogle andre idrætsgrene, der får nogle fordele, siger han.

Han undrer sig også over, at der ifølge genåbningsaftalen kan blive åbnet helt op for folkeskolerne efter påske, mens indendørsidrætten altså må vente et par uger ekstra.

– Så 250 børn fra Kongeskærskolen må godt komme i skole efter påske og blandes i alle mulige sammenhænge, men de må ikke gå hen i hallen bagefter. Det er for mig fuldstændigt åndssvagt, siger han.

Han fortæller desuden, at han er bekymret på badmintonsportens vegne, da det har været en lang pause for spillerne, som ikke har kunne træne siden december.

– Jeg er spændt på at se konsekvenserne af det her, når vi starter op igen. Hvor mange er så stoppet?, spørger han.

Lobbyister har haft indflydelse

Formanden for Bornholms Bordtennis Klubber (BBTK), Kenny Jensen, har tidligere ligeledes udtalt, at han ikke forstår, hvorfor der ikke bliver differentieret mellem kontaktsport og ikke-kontaktsport, når man åbnede op for idrætten.

Den kritik holder han fast i, men samtidig glæder han sig også over genåbningsplanen.

– Det havde været mere positivt, hvis vi kunne få lov at starte lige efter påske. Det havde vi jo håbet. Men det er ikke noget, vi har så meget indflydelse på, så vi må jo tage det, som det kommer, siger han.

Frustrerer det dig stadig, at der ikke endnu bliver differentieret mellem kontaktsport og ikke-kontaktsport?

– Der er ingen tvivl om, at en sportsgren som fodbold har mere magt, tror jeg. De har større indflydelse overfor politikerne. 

Det er lobbyarbejde, som har haft indflydelse?

– Det, tror jeg, det har. Og så er der jo også mange af politikerne, der er meget interesseret i fodbold og sådan nogle ting, så det tror jeg betyder meget, siger han.

Må aflyse

Kenny Jensen oplyser desuden, at bornholmsmesterskaberne og landsdelsmesterskaberne, som skulle have været holdt den 17.-18. april, nu er aflyst, da genåbningen af indendørsidrætten først sker efter disse datoer.

Dog håber han stadig på, at man kan afvikle en turnering i maj måned, for de bordtennisspillere som skulle have lyst til det.

– Jeg tror, der er mange, der har lyst til at spille. Nu har de ikke fået spillet siden december måned, siger han.