Næsten alle medlemmer er værnepligtige
Faldskærmsklubben Bornholm er nok en af de mest specielle idrætsklubber på Bornholm. Kun fem af de aktive medlemmer er nemlig bornholmere, hvoraf kun én af dem er fastboende.
Alligevel har klubben igennem årtier haft flere tusinde medlemmer, og hvordan kan det så være? Jo, det skyldes, at langt størstedelen af medlemmerne netop er værnepligtige fra Almegårds Kaserne, som melder sig ind for at prøve kræfter med den grænseoverskridende sport. Og når de så stopper som værnepligtige, så melder de sig ud igen og overlader faldskærmene til et nyt kuld værnepligtige.
De seneste par år har klubben dog været udfordret, da coronarestriktioner i perioder har forhindret, at man måtte være særlig mange i det lille propelfly, som bruges til at flyve faldskærmsspringerne 1.000 meter op i luften. Af samme årsag blev alle aktiviteter aflyst i 2020, og derfor kom der ingen nye medlemmer. Medlemstallet faldt således til blot 41, men i 2021 blev restriktionerne lempet, og så steg medlemstallet igen til 141.
Dermed er faldskærmsudspring den idrætsgren på Bornholm, som er steget mest i antal af medlemmer bortset fra fodbold og svømning.
Den gode udvikling ser ud til at fortsætte i 2022, for der var hele 42 nye medlemmer med til begynderkurset i den forgangne weekend, hvor de skulle prøve at springe i faldskærm for første gang.