Tidende sat på prøve: 'Hvis flyet går i brand, så skal du springe - ellers dør du'

– Jeg panikkede lidt de første sekunder, indrømmer 19-årige Zooey Epstein fra København, som sammen med mange andre værnepligtige fra Almegårds Kaserne har taget et kursus i faldskærmsudspring. Video: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 7. MAJ 2022 • 10:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
7. MAJ 2022 • 10:30

Faldskærmsudspring er en af de tre idrætsgrene på Bornholm, som havde størst medlemsfremgang i 2021. I sidste weekend var der igen kursus, hvor 42 nye elever stiftede bekendtskab med den grænseoverskridende sport, som i værste fald kan være dødelig.

Nu er det ved at blive alvor. Også for nærværende journalist, som på forhånd havde spurgt om lov til at komme med op i propelflyet, så jeg kunne skyde en video af eleverne, når de springer ud med faldskærmen på ryggen. Det viser sig dog hurtigt, at jeg ikke helt har forstået, hvilken risiko det indebærer.

– Du skal holde godt fast i din mobiltelefon, for hvis du taber den, kan den være et dødeligt våben. Og hvis den ryger ned på et af F16-flyene, så håber jeg, du har en god forsikring, får jeg fortalt af Bjarne Wahl, som er en af instruktørerne.

Han kommer fra flyveklubben Aversi fra den sjællandske by Haslev, hvor den bornholmske faldskærmsklub har lånt propelflyet fra.

Holde godt fast i min mobiltelefon er dog langt fra min største bekymring, for nu får jeg gennemgået, hvad sikkerhedsproceduren er. Den indebærer, at også jeg skal have en faldskærm på ryggen, selvom jeg ikke selv skal springe. Det er i hvert fald ikke planen, at jeg skal det, men i værste fald kan det komme på tale, fortæller Bjarne mig.

– Jeg er ligeglad med, hvor bange du er for at springe. Hvis flyet går i brand, eller den mister en vinge, så skal du springe ud af flyet, for hvis du bliver, så dør du.

Propelflyet er udlånt af Aversi, som er en flyveklub fra Haslev på Sjælland. Foto: Jesper Gynther

Dødsulykke for 25 år siden

Bum. Den besked skal jeg lige sluge, og jeg kan mærke, mit hjerteslag begynder at banke hurtigere.

– Er det noget, der sker tit?, får jeg fremmanet.

– Nej, aldrig! Så ville du have læst det i alle medier i Danmark, siger Bjarne, som dog samtidig får mig til at love, at hvis der skulle omkomme en, så skal jeg ikke skrive, at det er, fordi faldskærmen formodentlig ikke foldede sig ud. Faldskærme er nemlig meget sikre, forsikrer han mig og fortæller, at der endda også er en reservefaldskærm i rygsækken, som folder sig selv ud automatisk, hvis hovedfaldskærmen ikke er foldet ud ved 375 meters højde. Så selv hvis jeg skulle besvime, så skulle der folde sig en faldskærm ud.

Jeg er ligeglad med,
hvor bange du er for at springe.
Hvis flyet går i brand,
eller den mister en vinge,
så skal du springe ud af flyet,
for hvis du bliver, så dør du

Bjarne Wahl, faldskærmsinstruktør

I stedet er det oftest menneskelige fejl, der gør, at folk omkommer. Og det er faktisk også sket i Faldskærmsklubben Bornholms historie, som begyndte helt tilbage i 1979. For cirka 25 år siden døde en mand nemlig, fortæller formand Troels Markussen, som dog ikke selv var medlem af klubben dengang. Det var ikke en elev, der døde, men en garvet faldskærmsudspringer, som begik en fejl, da han skulle lande.

Det er da også landingen, der typisk er skyld i skader, fortæller formanden.

– Man kan sagtens, hvis man lander forkert blive hårdt forstuvet eller brække en tår eller ben eller arm. Men det er ligesom mange andre sportsgrene, der er der også risiko for at blive skadet, siger han.

Der er da også allerede flere af eleverne, som er landet med benene i en busk eller et tornekrat.

– Man skal huske at lande i et åbent område og op mod vinden, for det bremser hastigheden mod jorden, siger han og fortæller, at der aldrig har været nogen, som har været så uheldige eller dårlige til at navigere, at man er landet i Østersøen, men hvis man gør, så kommer man ikke til at drukne, da faldskærmen er meget let.

Piloten Hans Peter "HP" Kristensen og instruktørelev Henrik Bojesen har vores liv i deres hænder. Foto: Jesper Gynther

Oppe godt, men nede bedst

Med i propelflyet er tre værnepligtige samt piloten Hans Peter "HP" Kristensen og instruktørelev Henrik Bojesen fra Aversi. Vi sidder trangt i den lille flyver, og jeg kan se i ansigtet på de andre, at jeg ikke er den eneste, som er nervøs.

På den ene arm har jeg fået en måler, der kan måle, hvor mange meter oppe i luften vi befinder os. Først da viseren viser et tal over 1.000, må der springes. Efter ti minutter er vi nået den rigtige højde, og Henrik Bojesen åbner døren, så den første værnepligtige kan kravle ud af flyet. Så snart døren bliver åbnet, stiger larmen flere hundrede procent inde i det lille fly, og jeg kan mærke, at vinden banker mod mit ansigt, selvom jeg sidder bagerst godt gemt bag pilotens sæde. Jeg holder ekstra hårdt fast i mobilen og begynder at optage, mens den værnepligtige kravler ud og med sine hænder holder fast i en hvid jernstang under vingen - kaldet stræberen.

Screenshot fra video, som kan ses lidt længere nede i teksten. 


Det ser helt absurd ud, som han hænger der med benene strittende ud i den bare luft. Efter få sekunder slipper han, og så skal han tælle i sit hoved "1 tusind, 2 tusind, 3 tusind og 4 tusind", hvorefter han skal kigge op og kontrollere, at faldskærmen er foldet ud og ser firkantet ud og fungerer. Derefter skal han orientere sig. Hvis ikke den fungerer, så skal han i gang med nødprocedurer, hvor man skal cutte hovedfaldskærmen og trække reserveskærmen bagefter.

Om faldskærmen virker, aner jeg ikke, for jeg tør ikke rejse mig i flyet for at kigge ud. Jeg må indrømme, at jeg også er mere interesseret i at vide, om min egen faldskærm virker. Men da jeg kommer ned på jorden igen - efter de to andre værnepligtige har taget samme tur ud af flyveren - kan jeg da heldigvis se, at alle klarede faldskærmsudspringningen og har det godt. Det har jeg også selv, for heldigvis gik flyet ikke i brand eller mistede en vinge.

– Jeg panikkede lidt de første sekunder, og jeg tænker, sidder jeg faktisk fast i faldskærmen? Men så tænkte jeg, hvorfor hænger jeg der ikke længere? Det var megafedt, siger 19-årige Zooey Epstein fra København, som stopper som værnepligtig den 25. maj.

– Det var mega grænseoverskridende, men det var også megafedt og så meget pengene værd, siger 19-årige Emilia Lago fra Kastrup, som har betalt 2.300 kroner for hoppet, og det er endda med 200 kroner i rabat, da hun er værnepligtig.

Se hele flyveturen - fra instruktionen på landjorden til springet fra 1.000 meters højde. Video: Jesper Gynther

Næsten alle medlemmer er værnepligtige

Faldskærmsklubben Bornholm er nok en af de mest specielle idrætsklubber på Bornholm. Kun fem af de aktive medlemmer er nemlig bornholmere, hvoraf kun én af dem er fastboende.

Alligevel har klubben igennem årtier haft flere tusinde medlemmer, og hvordan kan det så være? Jo, det skyldes, at langt størstedelen af medlemmerne netop er værnepligtige fra Almegårds Kaserne, som melder sig ind for at prøve kræfter med den grænseoverskridende sport. Og når de så stopper som værnepligtige, så melder de sig ud igen og overlader faldskærmene til et nyt kuld værnepligtige.

De seneste par år har klubben dog været udfordret, da coronarestriktioner i perioder har forhindret, at man måtte være særlig mange i det lille propelfly, som bruges til at flyve faldskærmsspringerne 1.000 meter op i luften. Af samme årsag blev alle aktiviteter aflyst i 2020, og derfor kom der ingen nye medlemmer. Medlemstallet faldt således til blot 41, men i 2021 blev restriktionerne lempet, og så steg medlemstallet igen til 141.

Dermed er faldskærmsudspring den idrætsgren på Bornholm, som er steget mest i antal af medlemmer bortset fra fodbold og svømning.

Den gode udvikling ser ud til at fortsætte i 2022, for der var hele 42 nye medlemmer med til begynderkurset i den forgangne weekend, hvor de skulle prøve at springe i faldskærm for første gang.

Ikke alle elever var dog klædt i kamouflagetøj. Anders Pedersen var klædt i civilt tøj, for han var den eneste af eleverne, som ikke er værnepligtig, og som ikke bor på kasernen. Han bor i stedet i Nyker og er højskolelærer.

– Jeg er med i dag, fordi jeg synes, det kunne være sjovt at prøve at springe faldskærm, fortæller Anders Pedersen, som tidligere har prøvet tandemspring, hvor man springer i faldskærm sammen med en instruktør, men han har aldrig prøvet at springe solo.

Anders Pedersen venter på sin tur til at komme op i luften - og ned igen. Foto: Jesper Gynther

Handler om at afprøve grænser

Dagen forinden er der blevet undervist i teori i faldskærmsudspring, hvor der blandt andet blev fortalt om nødprocedurer, og hvad man skal gøre, hvis der går noget galt, fortæller Anders Pedersen, mens han kigger på de elever, der gør sig klar til at komme op i propelflyet. Selv skal han først springe senere.

Er du nervøs?

– Nej, jeg har klatret i mange år og været i højder i mange år, så jeg har det fint med det, siger han med henvisning til, at han indtil for nylig var ejer af Bornholms Outdoorcenter.

– Men jeg er glad for, at jeg som elev ikke selv skal pakke min faldskærm. Det er meget rart, fortæller han og oplyser, at han fremover gerne vil prøve nogle flere faldskærmsudspring.

Faldskærmsklubben Bornholm ser dermed ud til at fordoble antallet af aktive medlemmer, som er fastboende bornholmere, og det er da også noget, som glæder Troels Markussen.

– Jeg håber, han vil fortsætte med at springe og måske være med til at få flere lokale til at være med, så klubben kan vokse og blive ført videre, lyder håbet.

Troels Markussen har selv tidligere boet 20 år på Bornholm, hvor han arbejdede som soldat på Almegårds Kaserne, men nu bor han ovre. Han har dog holdt fast i sit engagement for faldskærmsklubben og står blandt andet for store dele af instruktionen til eleverne under kurserne.

– Vi gør det her, fordi vi kan lide det, og vi vil gerne give de nye elever en god oplevelse.

– Vores succeskriterie er, at de får afprøvet deres grænser. Kan jeg det her? Tør jeg det her? Nogle har ikke engang været i en flyver før, så det er meget spændende for dem, fortæller han og oplyser, at klubbens formål også er at skabe dygtige faldskærmsspringere og udbrede kendskabet til faldskærmsudspring.

Der skete ingen ulykker under kurset, hvor langt de fleste formåede at lande på det åbne landskab og ikke i et buskads. Foto: Jesper Gynther

Fremtiden er uvis

Om der også er en faldskærmsklub på Bornholm i fremtiden er dog uvist, for det kommer an på, om Bornholms Lufthavn vil investere i et nyt tankanlæg, som kan fylde propelflyet op med brændstof. Det gamle tankanlæg er nemlig gået i stykker, og det var også lige ved at aflyse weekendens kursus, indtil der blev fundet en alternativ løsning.

– Vi var heldige, at vi kunne købe 200 liters tromler med olie i, men de er brugt nu, så dem kan vi ikke bruge igen til september, når vi har næste kursus, siger Troels Markussen og oplyser, at der i alt bliver brugt 400 liter på et weekendkursus inklusiv flyveturen frem og tilbage fra Haslev.

– Og vi kunne sagtens have brugt 100 liter mere, hvis vi havde haft det, siger han og understreger, at hvis lufthavnen ikke får et nyt tankanlæg, så kan det få fatale konsekvenser for faldskærmsklubben.

– Så har vi et problem. Hvis lufthavnen ikke vil investere i tankmuligheder til små propelfly, så lukker vores sport, konstaterer han og fortæller, at han nu vil rådføre sig med Faldskærmsunionen for at høre, om de kan hjælpe med at løse problemet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bornholms Lufthavn inden redaktionens deadline.

– Det var alle pengene værd, fortæller 19-årige Emilia Lago fra Kastrup, som stopper som værnepligtig den 25. maj. Foto: Jesper Gynther


Flere billeder fra weekendkurset

Troels Markussen er formand for klubben, men bor ikke længere på Bornholm. Foto: Jesper Gynther

Faldskærmsudspring er en dyr sport, for der er meget udstyr, man skal bruge. Vigtigst er selvfølgelig faldskærmen, men man skal også bruge en højdemåler, så man ved, hvor mange meter over jorden man er, når man er sprunget ud af flyet og falder mod jorden. Foto: Jesper Gynther

Det tager cirka 15-20 minutter at pakke en faldskærm, og det kan godt betale sig at være grundig. Foto: Jesper Gynther

Hvis man gerne vil vide mere om faldskærmsklubben, kan man besøge dens facebookside. Foto: Jesper Gynther

 

I alt var der 42 elever, som for første gang skulle prøve at springe med faldskærm. Som det kan ses, var der nogle, som var lidt mere nervøse end andre. Foto: Jesper Gynther

Faldskærmsklubben Bornholm plejer at lave aktiviteter fire weekender hvert år. Næste gang er til september. Foto: Jesper Gynther