Lørdagens program blev indledt med en flot sejr til Stald Olsens Baltic Baunely med Tom Olsen i sulkyen. Efter en flot start på åbningsdagen var den lidt under isen sidst, men her var Baltic Baunely, som vi bedst kender ham.
Efterfølgende galoperede favoritten Baron Revenue op til startvognens vinger, og selv om den kom godt tilbage, var den chanceløs, da målstregen nærmede sig. Fra start var det Unik Sølvtop, der tog spidsen, men Mogens Holm Jørgensen valgte at slippe den, da Donerailrose bankede på. Donerailrose fortsatte og vandt sikkert foran Unik Sølvtop og Frangus Hooligan.
I tredje løb holdt Bornholm Nu spidsen fra start og indtil opløbet, hvor No Go efter et udvendigt løb gled forbi til sikker sejr foran den helt store overraskelse B G Anna Maria, der fra en position et stykke nede i feltet blev sendt udvendigt ned ad bagsiden. Bestemt en godkendt andenplads, der lover godt. Bornholm Nu holdt til tredjepladsen.
I femte løb satte altid offensive Betina Lund sig solidt til rette i spidsen med Livi Offshore. Den position holdt hun løbet ud og vandt foran rygkørte Catja Mosebo og Disney, der den sidste omgang var placeret i andet par udvendigt. Watergate sad udvendigt på den førende det meste af løbet, men blev træt til sidst.