Han har vundet Almindingsløbet hvert år siden 2015 – og er favorit igen på lørdag

Han har vundet Almindingsløbet hvert år siden 2015 – og er favorit igen på lørdag
SÅN-løberen Alex Mogensen satser mest på baneløbene 3.000 og 5.000 meter, men Almindingsløbet er altid fast på hans løbsprogram, og han har vundet løbet hvert år siden 2015. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 20. SEP 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
20. SEP 2022 • 15:30

Alex Mogensen, der har vundet Almindingsløbet hvert år siden 2015, ligner en klar favorit på lørdag.


Med mindre der dukker en skrap eliteløber op udefra, ligner Alex Mogensen en klar favorit til at vinde Almindingsløbet lørdag den 24. september.

Det vil i så fald være, som det plejer at være. Den 27-årige løber fra Snogebæk har nemlig vundet Almindingsløbet hvert år siden 2015. Det giver seks sejre i ordinære løb og syv, hvis man regner nødudgaven af løbet i 2020 med. I sidstnævnte løb var der dog ikke samlet start.

Alex Mogensen nærmer sig nu Torben Juul Nielsens rekord som mest vindende mandlige løber.

– Han er en legende inden for det løb. Nu må vi se. Jeg tager et løb ad gangen. Der kan altid ske et eller andet med en skade for eksempel. Min drøm var en gang at vinde Almindingsløbet bare én gang. Jeg havde ikke regnet med at kunne vinde det flere gange, siger Alex Mogensen.

– Almindingsløbet er for mig det største på Bornholm. Der er en masse historie omkring det løb. Det er blevet skabt efter Eremitageløbet, som er Danmarks ældste motionsløb. Flere kommer kun ud at løbe den ene gang om året, og mange tager familien med ud i skoven denne dag.

Formen er god

– Jeg var for 14 dage siden i København, hvor jeg satte personlig rekord med 14,53 minutter på 5.000 meter. Så formen er rimelig god, siger Alex Mogensen.

Den bornholmske rekord på 5.000 meter er der dog stadig et stykke ned til. Den satte Kristian Keller i 1996 på 14,26 minutter.

– Jeg vil forsøge på at genvinde Almindingsløbet eller i hvert fald være med i toppen. Nu får vi se, hvem der kommer, siger en afdæmpet Alex Mogensen, der dog erkender, at det er så som så med konkurrencen til ham på Bornholm, når det gælder distancer fra tre til 10 kilometer.

Alex Mogensen træner 70-80 kilometer om ugen:

– Jeg træner for mig selv alle ugens dage, bortset fra onsdag, hvor jeg løber ude i Viking, hvor vi er fem-ti stykker, der løber intervaller, og søndag, hvor jeg løber en længere tur på 15-20 kilometer sammen med en kammerat.

Det næste mål

Det næste store mål efter Almindingsløbet er Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København:

– Jeg håber på at komme med i top 10. Derefter vil jeg begynde på noget grundformstræning igen med henblik på at satse på baneløb på 3.000 meter og 5.000 meter igen til foråret. Jeg blev i år nummer fem ved DM på 5.000 meter i år. Der kunne jeg godt tænke mig at gøre det endnu bedre til sommer, slutter Alex Mogensen.