Han glemmer aldrig den dag på travbanen

Han glemmer aldrig den dag på travbanen
Cimba Brogård vandt onsdagens 3. løb til odds 33,86. Foto: Torben Ager
TRAVSPORT | ALMINDINGEN | 30. JUN 2021 • 22:23
Kjeld Lundbæk
Journalist
TRAVSPORT | ALMINDINGEN
30. JUN 2021 • 22:23

For en enkelt spiller blev onsdagens travløb på Bornholms Brand Park en særlig minderig oplevelse.

Det var første gang, han satte sine ben på travbanen i Almindingen, og selv om han således var ganske ukendt med hestene, besluttede han sig for at satse 600 kroner i V5-spillet.

Hvor mange nybegyndere måske vælger at købe en lynkupon, så valgte vores spiller at sætte krydserne selv.

Og det gjorde han med en heldig hånd. Da April Hydrup havde vundet en favoritsejr i 5. afdeling, stod vores heldige spiller nemlig alene tilbage med en vinderbon til en værdi af 69.163 kroner.

Dagens mest overraskende vinder i V5-løbene var Cimba Brogård/Egon Jensen, der vandt aftenens 3. løb til odds 33.86. Storfavoritten Ella Lynghøj fejlede tidligt i løbet og valgte derefter at køre i staldene.

Ellers stod onsdagens travløb i den firedobbelte danmarksmester René Kjærs tegn. Selv om ikke alle hans køreture lå lige til højrebenet, blev det til tre sejre med Catch Me Will, banedebutanten Delaware Bounce og Lord Ravin.