'Folk kan godt have berøringsangst med personer, der har handicaps'

'Folk kan godt have berøringsangst med personer, der har handicaps'
Hvert år holder 96 procent af landets skoler Skolernes Motionsdag dagen før efterårsferien. På Kildebakken ville man gerne have udnyttet dagen til at skabe en tættere relation med byens beboere, men vejrguderne var ikke på specialskolens side. Foto: Jesper Gynther
IDRÆT OG SAMVÆR | TEJN | ABONNENT | 15. OKT 2021 • 15:59
Jesper Gynther
Journalist
IDRÆT OG SAMVÆR | TEJN | ABONNENT
15. OKT 2021 • 15:59

Specialskolen Kildebakken i Tejn vil meget gerne styrke forholdet mellem eleverne og beboerne i byen, og derfor havde man inviteret folk til at løbe med i skolernes motionsdag fredag morgen. Desværre kom en ordentlig regnbyge i vejen for den gode tanke.


– I morges spurgte jeg børnene, om vi ikke bare skulle aflyse, men det ville de ikke høre tale om!

Sådan fortæller Lise Dandanell, der er skoleleder på Kildebakken i Tejn, der er kommunens specialskole for elever med vidtgående fysiske og/eller psykiske handicaps.

Fredag morgen deltog eleverne i skolernes motionsdag, som altid afvikles på den sidste dag inden efterårsferien, og børnene var opsatte på at løbe rundt om boldbanen, selvom regnen piskede ned fra de grå skyer på himlen.

– Børnene er ikke til at stoppe. De siger bare, "vi bliver ved!", fortæller skolederen.

Til gengæld var der ikke så mange af beboerne i Tejn, som havde lyst til at trodse det dårlige vejr og løbe med. Skolen havde ellers inviteret byen med til motionsdagen, og efter omgangene på boldbanen skulle der have været gratis pølser og brød. Skolen vil nemlig meget gerne skabe en tættere relation mellem eleverne og tejnboerne, fortæller Lise Dandanell.

– Eleverne kommer fra hele Bornholm, men vi ligger i Tejn, så vi vil også gerne være Tejns skole, siger hun og fortæller, at desværre har covid-19 hæmmet skolens samvær med lokalsamfundet det seneste halvandet års tid.

– Så tanken var egentlig, at vi ville genstarte vores aktiviteter med det her arrangement i dag og på den måde give den gas med at inddrage lokalsamfundet. Men på grund af vejret gik det lidt i vasken, siger hun og fortæller, at der i alt deltog 85 i motionsdagen, hvoraf 50 var elever og 30 af dem var personale.

Brugsuddeler Klaus Elleby Larsen fra den lokale Dagli'Brugsen var mødt op for at løbe med. – Jeg har taget gul førertrøje på, for det er mig, der kommer til at løbe hurtigst, fortalte han til forsamlingen. Foto: Jesper Gynther

Opbakning fra brugsen

En af de tejnboere, der var mødt op, var brugsuddeler Klaus Elleby Larsen fra den lokale Dagli'Brugsen. Han løb selv to runder om boldbanen, hvilket dog langt fra var lige så meget som eleverne.

– Jeg snakkede lige med en dreng, der fortalte, at han skulle løbe 40 runder, så der er nogle af dem, der er virkelig seje og gode til at løbe, siger Klaus Elleby Larsen, der i sin egenskab af brugsuddeler prøver at gøre meget for at styrke relationen til eleverne på skolen.

Brugsen og skolen har blandt andet lavet et samarbejde, som går ud på at lave nogle madfællesskaber, hvor byens beboere inviteres op til skolen, og så laver børnene mad for dem, mens Brugsen giver rabat på madvarerne.

Jeg synes, det er rigtig godt, hvis Kildebakkens ansigt i Tejn bliver mere synlig, for folk kan jo godt have lidt berøringsangst med folk, der har handicaps. Og det er jo ærgerligt, for i et lokalsamfund er det vigtigt, at man blander sig på kryds og tværs, så man lærer hinanden at kende

Klaus Elleby Larsen, brugsuddeler, Dagli'Brugsen i Tejn

– Jeg synes, det er rigtig godt, hvis Kildebakkens ansigt i Tejn bliver mere synlig, for folk kan jo godt have lidt berøringsangst med personer, der har handicaps. Og det er jo ærgerligt, for i et lokalsamfund er det vigtigt, at man blander sig på kryds og tværs, så man lærer hinanden at kende. Derfor vil brugsen også gerne være med til at støtte op om arrangementer, som skolen laver, siger han og fortæller, at det også tæller motionsdagen.

– Det er vist tredje gang, at brugsen er med til motionsdagen, og de andre gange har starten på løbet faktisk været ved brugsen, men det måtte vi lave lidt om på denne gang på grund af vejret, så det er lidt synd, siger han.


Elever i praktik

Dagli'Brugsen i Tejn støtter generelt meget op om skolen. Flere af eleverne har således været i praktik i butikken, hvor de blandt andet har til opgave at tjekke datoer for madvarer og sætte brød på plads.

– De bliver meget stolte, når de får arbejdstøjet på, for så føler de, at de har en rolle i samfundet. Og når vores medarbejdere får julegaver, så kører jeg også altid herop og giver en gave til vores praktikant, fortæller brugsuddeleren.

Skoleleder Lise Dandanell fortæller, at Kildebakken også selv prøver at bakke meget op om lokalsamfundet. Skolen køber således mad i den lokale brugs. – Det er også okay med brugsen, at vores elever kommer ned i brugsen og køber nogle ting, selvom de kan være lidt larmende og støjende, fortæller hun. Foto: Jesper Gynther

Løb 107 kilometer

Mens regnen holdt mange af byens beboere væk, var eleverne til gengæld vilde med at løbe rundt om boldbanen. Tilsammen fik de løbet 107 kilometer.

– Så man må sige, at de er seje, siger skoleleder Lise Dandanell, der fortæller, at eleverne rigtig godt kan lide konkurrenceelementet, som er en del af motionsdagen.

– De er faktisk bedre til at konkurrere med sig selv end andre børn. Hvis de løb 10 runder sidste år, så vil de rigtig gerne løbe 11 runder i år, siger hun og fortæller, at alle skolens elever deltog på nær tre kørestolsbrugere, som ikke kunne være med denne gang på grund af kulden og regnen.

Hvad skal I lave næste gang, når I inviterer byen på besøg?

– Næste gang inviterer vi til spisning, som nogle af vores elever står for at lave. Sidste gang vi gjorde det, var frisøren og mange andre fra byen med. Gratis mad er jo altid godt til at lokke folk til.

50 elever fra Kildebakken løb fredag morgen tilsammen 107 kilometer, da der blev afviklet motionsløb som en del af skolernes motionsdag. Starten og målet var ved boldbanen ved siden af skolen, og Tejn IF havde været så venlige at sætte en målport op. Foto: Jesper Gynther


Resultater fra motionsløbet

Eleverne på Kildebakken var delt op i tre grupper - indskoling, mellemtrin og udskoling - da der fredag blev afviklet motionsløb som en del af skolernes motionsdag, og det var eleverne i mellemgruppen, der vandt den interne konkurrence om at løbe længst. Efter løbet var der overrækkelse af diplom i festsalen.

Indskoling bestod af 13 elever, der løb i alt 27,9 kilometer.

Mellemtrin bestod af 20 elever, der løb i alt 45 kilometer.

Udskoling bestod af 17 elever, der løb i alt 34,3 kilometer.

 


Kildebakken

Kildebakken er en ø-dækkende specialskole og SFO/klub for elever fra 0.-10. klasse.

Kildebakken er kommunens specialskole for elever med vidtgående fysiske og/eller psykiske handicaps, og hvis udvikling kræver en særlig vidtgående hensyntagen og støtte. Folkeskoleloven er det fælles lovgrundlag, og folkeskolens nationale målsætning er det overordnede mål for vores arbejde.

Skolens personale samarbejder i tværfaglige selvstyrende team omkring klasser, der overordnet er opdelt i indskoling, mellemtrin og udskoling.

Du finder mere information om skolen på Kildebakkens hjemmeside.