EM-billet til Danmark-Tjekkiet kan købes for 149 kroner
Man kan se Danmark spille kvartfinalekamp til en lavere billetpris end til de andre kampe ved slutrunden. Foto: Berit Hvassum

FODBOLD | BAKU | GRATIS
29. JUN 2021 • 16:14
Af: Ritzau

EM-billet til Danmark-Tjekkiet kan købes for 149 kroner

149 kroner.

Det er Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) pris på de billigste billetter til Danmarks EM-kvartfinale mod Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Så får man godt nok en plads med "begrænset udsyn" på det 68.700 sæder store Baku Olympic Stadium, men der skal kun 10 euro eller cirka 75 kroner mere op ad lommen for at få en opgradering.

For knap 225 kroner får man således en kategori 3-billet hos Uefa, der også sælger endnu bedre pladser for op til 930 kroner for den dyreste billet.

Priserne til braget mellem Danmark og Tjekkiet står i skarp kontrast til Danmarks tidligere kampe ved EM og de andre kvartfinaler.

De billigste billetter til de tre andre kvartfinaler koster nemlig 560 kroner, og de dyreste billetter koster op til 1675 kroner.

Og vinder Danmark sin kvartfinale, skal der et nul bag på billetprisen forhold til kvartfinalen mod Tjekkiet. Billetter til semifinalerne på Wembley står til mellem 1450 og 4425 kroner.

Stadion i Baku må være op til 50 procent fyldt under EM, men der har ikke været tæt på de cirka 34.000 til nogen af tre gruppekampe, der er spillet i Baku.

Wales-Schweiz trak knap 9000 tilskuere, Italien-Wales trak 11.500, mens Tyrkiet-Schweiz har været topscorer med 19.800 tilskuere.



Rubrikannoncer

Med flere tusinde besøgende hver dag, vil din rubrikannonce her være et godt sted at få dit budskab ud.


Flere nyheder